Det ærgrer mig at jeg ikke kunne få en fredag aften og en halv lørdag i San Sebastian. “Thats life”. Jeg kører ud af byen langs kysten mod badebyen Zarautz, som jeg aldrig har hørt eller læst om. At køre gennem Zarautz sidst på eftermiddagen er som at køre gennem hvilket som helst andet ferieområde. Blåvands Hug eller Henne Strand i Danmark. Masser af blinklys og mennesker der vader frem og tilbage som Zombier. Turistzombier, uden at kigge til højre eller venstre.
Harleyens strålevarme giver de obligatoriske knæk, knæk lyde fra motoren, medens jeg stiller den til side i en parkeringskælder, dybt i undergrunden af Zarautz. Mit lædertøj er støvet, varmt og klamt efter en lang dag i sadlen. Dagen føles meget lang, selv om det kun er 450 kilometer siden jeg forlod Carcassonne, og den hellige by Lourdes sammen med vennerne. 450 kilometer er langt på små landeveje, når du konstant skal passe på store markredskaber, der i sneglefart bevæger sig fra den ene pløjemark til den anden, medens de trækker et spor af gylle og jord.
I den lille brochure på natbordet står der: Zarautz er en kystby i provinsen Gipuzkoa, i Baskerlandet. Byen er et populært turistmål. Stranden er kendt for at være den længste i Baskerlandet. Gastronomi er en vigtig del af Zarautz. Byens restauranter tilbyder såvel traditionelle retter og retter fra det moderne fine køkken. Zarautz er hjemby for en af de mest berømte kokke i Spanien, Karlos Arguinano. Hans restaurant findes ved stranden.
Karlos Arguinano skabte den prestigefyldt kokkeskole Aiala, ja, ja. Efter et hurtigt bad på det lille hostel i Zarautz er jeg parat til at gå ud i den varme spanske aften sammen med vennerne, der også er blevet rengjort til en hyggeaften på strandpromenaden.
"Zarautz ved et tilfælde", tænker jeg. Det er faktisk derfor jeg elsker at køre på motorcykel. At havne steder der absolut ikke er planlagt, er med til at højne oplevelser i nuet.
De oplevelser der ikke er planlagt er efter min mening altid de bedste. Jeg glemmer hurtigt San Sebastian. Der er godt med liv i den lille spanske by i bunden af Biscayabugten. Efter et par velfortjente øl i en lille gågade fyldt med værtshuse, går vi mod stranden medens mørket sniger sig ind på mig, som en varm dyne over hovedet.
Vi går efter ”Kokke Karlos” men kan ikke finde ham. Vi finder hurtigt noget andet. Godt tunge i røven placer os ved et bord på strandpromenaden, der nu er indhyllet i et kongeblå mørke.
De slidte menukort fra restauranten bliver smidt rundt på bordet som pokerkort ved et spillebord. Jeg famler efter mine læsebriller og får bestilt lidt af hvert. Jeg går gennem Zarautz gader sammen med masser af badeturister der mætte og trætte.
Mit hoved har ikke ramt hovedpuden før jeg sover. Klokken ni næste morgen starter jeg Harleyen op, for at forsvinde med morgentrafikken langs kysten mod Bilbao. En ny dag på El Camino kan begynde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar