by Valle V
Det ærgrer mig at jeg ikke kunne få en fredag aften og en halv lørdag i San Sebastian. “Thats life”. Jeg kører ud af byen langs kysten mod badebyen Zarautz, som jeg aldrig har hørt eller læst om. At køre gennem Zarautz sidst på eftermiddagen er som at køre gennem hvilket som helst andet ferieområde. Blåvands Hug eller Henne Strand i Danmark. Masser af blinklys og mennesker der vader frem og tilbage som Zombier. Turistzombier, uden at kigge til højre eller venstre.
Harleyens strålevarme giver de obligatoriske knæk, knæk lyde fra motoren, medens jeg stiller den til side i en parkeringskælder, dybt i undergrunden af Zarautz. Mit lædertøj er støvet, varmt og klamt efter en lang dag i sadlen. Dagen føles meget lang, selv om det kun er 450 kilometer siden jeg forlod Carcassonne, og den hellige by Lourdes sammen med vennerne. 450 kilometer er langt på små landeveje, når du konstant skal passe på store markredskaber, der i sneglefart bevæger sig fra den ene pløjemark til den anden, medens de trækker et spor af gylle og jord.
I den lille brochure på natbordet står der: Zarautz er en kystby i provinsen Gipuzkoa, i Baskerlandet. Byen er et populært turistmål. Stranden er kendt for at være den længste i Baskerlandet. Gastronomi er en vigtig del af Zarautz. Byens restauranter tilbyder såvel traditionelle retter og retter fra det moderne fine køkken. Zarautz er hjemby for en af de mest berømte kokke i Spanien, Karlos Arguinano. Hans restaurant findes ved stranden.
Karlos Arguinano skabte den prestigefyldt kokkeskole Aiala, ja, ja. Efter et hurtigt bad på det lille hostel i Zarautz er jeg parat til at gå ud i den varme spanske aften sammen med vennerne, der også er blevet rengjort til en hyggeaften på strandpromenaden.
"Zarautz ved et tilfælde", tænker jeg. Det er faktisk derfor jeg elsker at køre på motorcykel. At havne steder der absolut ikke er planlagt, er med til at højne oplevelser i nuet.
De oplevelser der ikke er planlagt er efter min mening altid de bedste. Jeg glemmer hurtigt San Sebastian. Der er godt med liv i den lille spanske by i bunden af Biscayabugten. Efter et par velfortjente øl i en lille gågade fyldt med værtshuse, går vi mod stranden medens mørket sniger sig ind på mig, som en varm dyne over hovedet.
Vi går efter ”Kokke Karlos” men kan ikke finde ham. Vi finder hurtigt noget andet. Godt tunge i røven placer os ved et bord på strandpromenaden, der nu er indhyllet i et kongeblå mørke.
De slidte menukort fra restauranten bliver smidt rundt på bordet som pokerkort ved et spillebord. Jeg famler efter mine læsebriller og får bestilt lidt af hvert. Jeg går gennem Zarautz gader sammen med masser af badeturister der mætte og trætte.
Mit hoved har ikke ramt hovedpuden før jeg sover. Klokken ni næste morgen starter jeg Harleyen op, for at forsvinde med morgentrafikken langs kysten mod Bilbao. En ny dag på El Camino kan begynde.
by Valle V
Motorcyklen var pakket og jeg sagde farvel til de to flinke damer bag disken i det lille hotel i Carcassonne. Det havde været en oplevelse at få tag over hovedet dagen før. Jeg ankom i regnvejr til hotellet. Gammel hotel, flot gårdhave, flotte kviste, store vinduer, gammelt interiør og store gamle jernsenge med kæmpehovedpuder, lige hvad man trænger til når man er våd fra yderst til inderst. Carcassonne blev min franske base for en mc-dannelsesrejse på El Camino, og den efterfølgende rundrejse i Spanien.
Lave morgenskyer langs bjergkæden, der stille ædes op af solen. Jeg kører langs den nordlige side af de store Pyrenæer bjerge. Inde i bjergkæden dukker Lourdes op, som en jomfru i en grotte. Jeg ved fra Tour de France at cykelløbet tit begiver sig den vej jeg køre på. Det har altid været fascinerende at se billeder på TV, fra den natur der omgiver ruten mellem Pau og Lourdes.
Efter en habil frokost på tovet midt i Lourdes kører jeg mod La Grotte, for at få et glimt af den ubesmittede undfangelse. Jeg kører gennem en lang gade der booket op med kristent merchandise, der ender ved en parkeringsplads til La Grotte. Men her kaster jeg efter kort tid mit kristne håndklæde i ringen. Alt for mange turister hærger rundt i pastoratet omkring grotten.
Da jeg forlader Lourdes og tænker på mængden af den kristen merchandise, som jeg lige har set. De smukke landskaber mellem de store og små Pyrenæer bjerge er storslået. Jeg er blevet velsignet i Lourdes til at få godt vejr og held og lykke på min rejse, det kan jeg tydelig mærke. Men som motorcyklister ved vi jo at kilometer tager tid, især når man færdes på biveje og landeveje, så jeg var nød til at sætte farten op.
Jeg vil nå San Sebastian inden spansk aftensmad. Sidst på eftermiddagen kører jeg de sidste 100 kilometer på motorvej til San Sebastian, for at nå frem til et hotel i byen. Alle hoteller og hostels er booket, så jeg kører videre til den lille ferieby Zarautz som ligger helt ude ved kysten, 15 kilometer sydvest for San Sebastian. Her finder jeg et hostel hvor der er plads til en støvet motorcyklist, der har haft den hellige jomfru i tankerne hele dagen.
Da jeg kører ind i Zarautz kan jeg godt se at det kan blive en skøn aften på strandpromonaden. Seefood og kold hvidvin nede ved havet. Jeg holder motorcyklen ind til fortovskanten forstiller mig månen skinne om kap med den lille bys belysning, til lyden af sløve små bølger der næsten ikke gider at ramme stranden af bare dovenskab.
Jeg kan høre Ibskallerne sige. ”klir, klir” når de rammer hinanden i det kolde badevand.
by Valle V
Jeg er ikke særlig kristen og slet ikke græsk/katolsk, men alligevel har jeg følt at jeg var nød til at køre ud på El Camino, som de kristne pilgrimme. Jeg er født i Danmark og har aldrig følt mig som protestant, men jeg elsker det ny testamente. Jeg er blot en simpel og nysgerrig motorcykelbuddhist, der har valgt at være pilgrim på El Camino – my way.
De rigtige pilgrimme, dem med store varme fødder, har vadet Caminoen tynd i over 1000 år. Jeg har som motorcyklist valgt at tage turen på to hjul og blyfri benzin. Måske fordi jeg er lidt doven anlagt, eller måske fordi jeg ikke har tålmodighed til at gå på to ben flere uger i træk. Jeg hader gummisko og sure tær, må jeg bede om nypudsede læderstøvler. Der skal ske noget, sådan er jeg anlagt. Men måske kan motorcykelturen give mig lyst til en gåtur på Caminoen i fremtiden – hvem ved.
Jeg tænker tit på at komme til USA for at køre tværs over staterne. Høre Mavis Stabels synge i en lille kirke, "down south". Køre på den legendariske Route 66, spise chili og have tyndskide i en lille bræddehytte medens du synger ”Ring of Fire”, drikke Mississippi Mud, Jack D og vælte beruset rundt i ørkenen blandt giftslanger, alligator medens stikker dig på meterhøje kaktus. Sidde hvalfuld på en bar og smide pengesedler ned trusserne på en storbarmet blondine fra Texas til tonerne af Johnny Cash, medens du venter på at få en på gummerne af hendes kæmpestore kæreste.
Ikke fordi jeg er kedelig, men der er noget der drager mig mod gammel europæisk kultur. Der er rigtig mange steder i Europa jeg aldrig har været. Det har jeg tænkt mig at lave om på.
”Du skal indånde tidernes gang langs Caminoruterne en gang i livet”, siger de rigtigt pilgrimmene og de mange der har gået turen i datid og nutid. Jeg kørte på en Caminorute i Flanderen, og ned gennem Frankrig til den katolske højborg i Lourdes.
Fra Lourdes ud på en Caminorute til Barcelona som altid har vakt min interesse. Kunsten og kulturen i Catalonien er enestående og et must for mig at opleve, inden jeg skal ud til verdens ende ved Finisterre.
Jeg valgte at bruge den franske by Carcassonne som base for mit Road Trip i Spanien. Efter turen til Barcelona og Carcassonne tog jeg tilbage i Lourdes.
Jeg kører roligt gennem byen og ud til klippen Massabielle ved floden Gave. Det at starte et Road Trip ud til verdens ende må godt begynde med en god historie, og sådan en historie finder man netop i Lourdes ved klippen Massabielle.
by Valle V
Keith Floyd var tv-kokken der i 80’erne lærte os, hvordan man laver mad med den ene hånd, medens man drikker vin med den anden. Hans hyggelige livsbekræftende “on location madlavning" var til stor inspiration for alle os unge mænd, der elskede at lave mad til konen, ungerne, vennerne og familien. Udsendelserne fik os unge fædre til at gå i køkkenet uden at brokke os, og for slappe helt af medens maden blev lavet færdig.
Vi kastede os ud i den daglige madlavning med stor entusiasme med gode råvarer og rødvin, for at give maden en ny kant og slippe for børnelarm et godt stykke tid. Keith kunne stå på en fiskekutter, i høj sø og stege torsk, samtidig med han drak rødvin. Jeg kunne stå og kigge på bleskift og legende børn, medens jeg friterede blæksprutter og tilsmagte den kolde hvidvin til aftenens menu.
Floyd havde en holdning til madlavning, som gik helt ind på scanneren og så var det underholdende tv. Keith løftede sit glas med den røde vin mod himlen, medens han priste de gode råvarer. Hans excentriske og joviale stil gjorde at han blev elsket af millioner verden over. Floyd gik til gryderne i Frankrig, Spanien, Italien, Indien, Australien og USA. Han var altid glad og sagde skål, medens han viste os hvordan de laver mad ude i den store verden. Keith lavede mad mange steder, f.eks. restaurant Los Caracoles i Barcelona.
Snegle, genfærd og en tsusami af mundvand
Det er ikke molekylær gastronomi det dufter af når man gå ind på Los Caracoles, der ligger i en sidegade til Rampla En Barcelona. Dufte i alle facetter breder sig og får dit mundvand til at stige langt over normal vandstand, medens du i baren, og venter på at komme til bords. Grille, stege, brænde, koge.
Bedst som du står og venter, bliver du ramt i sanserne af en himmelsk duft. Kroppen vil have kalorier og det er nu. Snegle der ligger og steger i eget parcelhus. Stakkels kaniner og kyllinger, der på spansk vis bliver stegt i hvidløg. Kæmpe gambas der ligger og syder i olie, chili og hvidløg.
Den første Tusami af mundvand rammer de underste fortænder, men underlæben fanger bølgen, og sender den tilbage i dybet, tilsat en slat vin. Det er som om at Keith Floyd’s genfærd vil med til bords. Hans ånd er her i baren. Her hersker en glad og usnobbet stemning. Livsglæden syder som olien på brændeovnskomfuret. Tjeneren på den anden side af baren er en grinende fætter, der sætter skub på selskabet. Den kolde spanske hvidvin har aldrig smagt bedre end nu.
Noget at se på
Man står og kigger rundt i den hyggelige kulisse, omringet af kokke med sved på panden. Store skinker fra sortsvin hænger vulgært ned fra loftet, med en lille omvendt paraply under for at samle den fedt op, der bliver udskilt og drypper i varmen. Det kan godt betale at dukke sig hvis man er over to meter høj. De mange fremmedartede spiritusflasker i baren giver et flash back, helt tilbage til Mallorca i 70’erne.
Crème Brulée kokke arbejder på højtryk, med et varmelegeme der er konstrueret, så det passer ned i skålene, med den fede gule crème. Billeder af stamgæster og berømtheder på væggene, levende, døde og smilende: ”Oooh My God,” her er madmiljø så det basker,” siger en herre, med en blød hat på skrå. Vi bliver sendt ned gennem køkkenet langs Europas største brændeovnskomfur, til en plads i et af de mange lokaler i restauranten.
Komfuret er omringet af kokke, der tvangskaster rundt med gryder og pander. Alle borde i restauranten er optaget, og der er travlhed i alle restaurantens små lokaler. Man føler sig hensat til en anden tid. Menukortet er stort, og det kan være svært at vælge mellem herlighederne.
En klontjener, der ligner den engelske skuespiller Michael Caine, serverer maden og vinen. Mange af gæsterne i restauranten ser ud at være stamgæster, for de bestiller mad og vin, med små fagter til tjeneren. Man føler sig hjemme og tryg, i kulisserne på Los Caracoles.
Retro-Rioja
Med et glas Retro-Rioja i hånden, der for øvrigt smager meget bedre nu, en dengang tilbage i kollektivet først i 80’erne, finder man historien om stedet. Familien Bofarull bankede restauranten op i det herrens år 1835, i det man kalder det gotiske kvarter, en sidegade til Rampla En Barcelona. Altså den pæne side af Ramblaen. Los Caracoles har skabt sig et godt ry gennem tiderne, og fire generationer af familien har holdt dampen oppe i køkkenet med høj kvalitet, sammen med traditionel spansk madlavning. Her hersker den rustikke madlavning.
Restaurantens navn kommer fra en af de mest berømte retter (snegle), der bliver tilberedt på stedet. Los Caracoles er kendt over hele kloden, og er altid et besøg værd. Så hvis du en dag står og er brødflov i Barcelona, selv på en kedelig mandag uden for sæsonen, så er det på Los Caracoles, der bliver rørt i gryderne. Restauranten bliver ofte besøgt af berømtheder inden for kunst, showbusiness, politik.
På egne ben uden Keith
Den glade og skålende mesterkok Keith Floyd er her ikke længere hos levende, han er taget op til Guds store brændeovnskomfur på øverste etage, og der står han så for at grille, stege, brænde og koge. Keith Floyd døde af et hjerteanfald, kun 65 år gammel, 14. september 2009. Måske har Keith fundet nogle flere gode nye spisesteder, til den dag vi skal samme vej som ham.
by Valle V
Ude fra landevejene, nord for Barcelona, bliver man helt automatisk ledt ind på de store motorveje, der fører helt ind i hjertet af byen. Pludselig holder man på Placa de Catalunya, lige ved Las Rambla. Det er ikke så ringe endda, for her Placa de Catalunya ligger turistinformation. Personalet er flinkt, og hjælper med at finde et hotel med plads til motorcyklerne i en aflåst kælder.
I Barcelonas trafikerede gader, skal du holde tungen lige i munden. Du føler dig omringet af små scootere, der i en lind strøm suser frem og tilbage på kryds og tværs af hinanden. Busser, personbiler og hestevogne er med til at sætte kolorit på trafikken. Det er en befrielse at nå frem til hotellet og få motorcyklen parkeret i kælderen og få tørret sveden af panden. Man kan selvfølgelig godt køre rundt i byen på motorcykel, men det kan være svært at finde en god parkeringsplads. Du ser skumle typer over alt.
Magi i luften
Hvis du er til kultur, kommer du ikke uden om Antoni Gaudi, Pablo Picasso, Salvador Dali og Joan Miró. Det er overvældende at gå i fodsporene på disse mastodonter, inden for 1900 tallets kunst. De afdøde kunstnere dukker op som spøgelser over alt, og dine øjne elsker hvert sekund. Pludselig sidder du med en blæksprutte i munden og et kold glas hvidvin i hånden, medens en kæmpe frøkapsel på Antoni Gaudis, Expiatori de la Sagrada Familia, glimter i solen.
Du føler sig som en myre, der sidder og mæsker sig i godter midt i Dronningens Have. Et voldsomt begær vælter frem i din underbevidstheden, du må ud på opdagelse i byen. Jo mere du søger jo mere magisk bliver omgivelserne. Barcelona er som en stor teaterkulisse, og pludselig er du blevet skuespiller på den store venue. Godt nok på amatørplan men hvad gør det, bare du spiller med. Medens du sidder på et af torvene i byen med en forfriskning, glider solen med bag Colonia Güell, og nattelivet vågner op til dåd.
Ferran Adria - El Bulli, og de andre kopier
Lyshavet fra restauranterne og fortovscaféerne spreder hygge og den store sult melder sig. Her er det pengepungen og fantasien der sætter grænser. Udbuddet af gastronomisk kunden er enormt i byen, for den ene mesterkok efter den anden har slået sig ned med fantastiske retter. Måske for at ligge i baghjulet på den berømte mesterkok Ferran Adria fra Girona, og hans forgangne restaurant El Bulli. Klædt på til en sommeraften slentrer du fra Placa de Catalunya ned af Las Ramblas, mod den engelske mesterkok Keith Floyd’s spanske venner, på restauranten Los Caracoles.
Barcelona lige i hjertet
Barcelona er kreativitetens by. Gaudi’s eventyrlige bygninger og kunstværker, sætter kulissen i relief, byen er i det hele taget legeplads for livsglæde og tilsyneladende livsglæde med økonomisk gevinst. Det er der mange byer der kunne lære noget af. Ingen forlader Barcelona uden at være forelsket i byens ånd. Barcelona brænder sig ind på nethinden, men også i hjertet.
by Valle V
I woke up at 6.00am in the same position that I had fallen asleep in, the night before. Lay there for an hour and thought about my room when I was young, and the two Salvador Dalí posters that I had hanging on the wall, alongside my beloved Beatles pictures from the white double album. One poster had elephants with some enormously long legs; the other was of a man on his way out of an egg, which symbolised the world. In 1975, I bought an LP by the band James Gang, "Newborn", just because of the cover.
My favourite guitarist Tommy Bolin, had recently left the band, but I had to buy the record because of the egg-man.... Well, that's a different story. I've always loved Salvador Dalí ’s art and expression, and images of something "wacky" are just me, so the Dalí museum is something I really look forward to.
ABOUT SALVADOR DALÍ
Salvador Dalí was born in May 1904 and died in January 1989, and is the most famous of all the spectacular surrealists. He graduated from art school in Madrid. In 1927 he met the painter Joan Miró, who introduced him to other Surrealists, as André Breton and Paul Éluard. In 1929 he joined the Surrealist movement in Paris, and created surrealist film together with Luis Brnuel, such as “The Andalusian Dog” and “The Golden Age”, both huge successes.
By this time, he had found his own style of surrealism. His depictions are dreams about sexuality, religion and metamorphoses, in which his girlfriend Gala Éluard, frequently appears. Mostly, the backgrounds of the images are the deserted beaches of his birthplace, ‘Figueras’, populated with objects like ants, telephones, soft melting clocks and figurines with semi-open drawers, supported by the fork-shaped wooden crutches. In 1938, Salvador Dalí was expelled from surrealist group, because of his political attitudes towards the dictator Franco. Like so many other prominent Spaniards, from the time he had to kiss the ass of the vile dictator.
In 1940, Dali moved to America, where his talent for self-dramatization and eccentric inventions earned him success, "over there". In 1955, he returned to Cadaques in Catalonia. Things such as his Autobiography, “Salvador Dalí, Secret Life”, “A Genius Diary”, and the Dalí Museum in Figueres, are helping to keep the myth of the brilliant eccentric alive. No one can remove him from his position as one of 19th century's most famous artists.
In the 1970s, Dalí built his museum in Figueres, where a large body of his works hang. He spent the last years of his life near his museum in Figueres, and left instructions to be buried there. So today, there he lies, in the basement, in his own universe. Dalí was once asked about the difference between his art, and the work of the painter Pablo Picasso, to which he responded: "Pablo paints ugly ugliness, I paint beautiful beauty, otherwise, there is no difference."
DALÍ THEATRE-MUSEUM FIGUERES
Gala-Salvador Dalí Square, 5, E-17600 Figueres, Spain.
www.salvador-dali.org
by Valle V
Som de kristne pilgrimme har jeg været på El Camino. De rigtige pilgrimme har vandret Caminoen tynd i over 1000 år og jeg har som Motorcykel Pilgrim valgt at tage Caminoen på to hjul. Måske fordi jeg er lidt doven anlagt, og måske fordi jeg ikke har tålmodighed til at gå på to ben flere uger i træk. Den tanke er alt for sund for mig. Der skal ske noget, sådan er jeg anlagt.
Jeg tænker tit på at komme til USA, for tage tværs over staterne, eller køre på den legendariske route 66, spise chili og drikke Mississippi Mud og Jack D, men der er alt for meget der drager mig mod gammel europæisk kultur.
Der er rigtig mange steder i Europa hvor jeg aldrig har været. Jeg har tænkt mig at slå nogle kulturelle milepæle i jorden og udforske det Europa jeg ikke kender, før jeg begynder at køre gennem Amerikas vilde og korte historie. På motorcykel gennem kulturens vugge tiltaler mig meget, og derfor blev El Camino og Spanien et must for mig at opleve.
Det at opleve og indånde tidernes gang langs Caminoruterne, det skal du opleve en gang i livet, har jeg læst. Jeg kørte på en El Camino rute i Flanderen, for at følge ruten til den katolske højborg i Lourdes. Jeg kørte gennem byen, ud til klippen Massabielle ved floden Gave. At starte et Road Trip til verdens ende må godt begynde med en rigtig god historie, og sådan en historie finder man netop i Lourdes ved klippen Massabielle.
Tæt på den ubesmittede undfangelseVi skriver torsdag den 11. februar 1858, en almindelig torsdag som alle andre torsdage, men så sker der pludselig noget ingen havde regnet med. Alting bliver pludselig så underligt, kan du føle mystikken brede sig? Pigebarnet Bernadette bliver sammen med sin lillesøster og en veninde sendt ud for at samle brænde. Efter et stykke tid kommer de til klippen Massabielle og her ser Bernadette en skikkelse i en grotte.
Bernadette er en frisk fransk pige med mod på livet og ikke bange for noget, spørger skikkelsen: ”Hey hvad er du så for en?”, og skikkelsen svarer: “Jeg er den ubesmittede undfangelse”. Nu er det ikke hver torsdag man sådan løber ind i Jomfru Maria i en grotte, i Sydfrankrig, så der skete noget mentalt, noget overjordisk med Bernadette efter dette uventede møde med den hellige jomfru.
Der indtræffer mystiske overnaturlige begivenheder ved klippen i tiden fremover. Årene går og Bernadette søger tilflugt hos De Barmhjertige Søstres orden, i klostret Saint-Gildard i Nevers ved Loire. Bernadette helbred er svagt med tiden, og hun forlader aldrig klostret.
Bernadette gravlægges på klosterets kirkegård. I september 1909 åbner nysgerrige nonner hendes grav i forberedelserne til hendes saligkåring, og her de finder hendes legeme, som dengang hun blev gravlagt. Så vidt vides hviler Bernadette i en kiste i klosterkapellet i Nevers, iført sin sorte ordensdragt. Efter hendes død accepterer kirken Bernadettes oplevelser som rene åbenbaringer.
Bernadette bliver saligkåret den 14. juni 1925, og helgenkåret den 8. december 1933 på festdagen for Jomfru Marias ubesmittede undfangelse. Årlige besøger 6 millioner pilgrimme klippen Massabielle.
