Keith Floyd var tv-kokken der i 80’erne lærte os, hvordan man laver mad med den ene hånd, medens man drikker vin med den anden. Hans hyggelige livsbekræftende “on location madlavning" var til stor inspiration for alle os unge mænd, der elskede at lave mad til konen, ungerne, vennerne og familien. Udsendelserne fik os unge fædre til at gå i køkkenet uden at brokke os, og for slappe helt af medens maden blev lavet færdig.
Vi kastede os ud i den daglige madlavning med stor entusiasme med gode råvarer og rødvin, for at give maden en ny kant og slippe for børnelarm et godt stykke tid. Keith kunne stå på en fiskekutter, i høj sø og stege torsk, samtidig med han drak rødvin. Jeg kunne stå og kigge på bleskift og legende børn, medens jeg friterede blæksprutter og tilsmagte den kolde hvidvin til aftenens menu.
Floyd havde en holdning til madlavning, som gik helt ind på scanneren og så var det underholdende tv. Keith løftede sit glas med den røde vin mod himlen, medens han priste de gode råvarer. Hans excentriske og joviale stil gjorde at han blev elsket af millioner verden over. Floyd gik til gryderne i Frankrig, Spanien, Italien, Indien, Australien og USA. Han var altid glad og sagde skål, medens han viste os hvordan de laver mad ude i den store verden. Keith lavede mad mange steder, f.eks. restaurant Los Caracoles i Barcelona.
Snegle, genfærd og en tsusami af mundvand
Det er ikke molekylær gastronomi det dufter af når man gå ind på Los Caracoles, der ligger i en sidegade til Rampla En Barcelona. Dufte i alle facetter breder sig og får dit mundvand til at stige langt over normal vandstand, medens du i baren, og venter på at komme til bords. Grille, stege, brænde, koge.
Bedst som du står og venter, bliver du ramt i sanserne af en himmelsk duft. Kroppen vil have kalorier og det er nu. Snegle der ligger og steger i eget parcelhus. Stakkels kaniner og kyllinger, der på spansk vis bliver stegt i hvidløg. Kæmpe gambas der ligger og syder i olie, chili og hvidløg.
Den første Tusami af mundvand rammer de underste fortænder, men underlæben fanger bølgen, og sender den tilbage i dybet, tilsat en slat vin. Det er som om at Keith Floyd’s genfærd vil med til bords. Hans ånd er her i baren. Her hersker en glad og usnobbet stemning. Livsglæden syder som olien på brændeovnskomfuret. Tjeneren på den anden side af baren er en grinende fætter, der sætter skub på selskabet. Den kolde spanske hvidvin har aldrig smagt bedre end nu.
Noget at se på
Man står og kigger rundt i den hyggelige kulisse, omringet af kokke med sved på panden. Store skinker fra sortsvin hænger vulgært ned fra loftet, med en lille omvendt paraply under for at samle den fedt op, der bliver udskilt og drypper i varmen. Det kan godt betale at dukke sig hvis man er over to meter høj. De mange fremmedartede spiritusflasker i baren giver et flash back, helt tilbage til Mallorca i 70’erne.
Crème Brulée kokke arbejder på højtryk, med et varmelegeme der er konstrueret, så det passer ned i skålene, med den fede gule crème. Billeder af stamgæster og berømtheder på væggene, levende, døde og smilende: ”Oooh My God,” her er madmiljø så det basker,” siger en herre, med en blød hat på skrå. Vi bliver sendt ned gennem køkkenet langs Europas største brændeovnskomfur, til en plads i et af de mange lokaler i restauranten.
Komfuret er omringet af kokke, der tvangskaster rundt med gryder og pander. Alle borde i restauranten er optaget, og der er travlhed i alle restaurantens små lokaler. Man føler sig hensat til en anden tid. Menukortet er stort, og det kan være svært at vælge mellem herlighederne.
En klontjener, der ligner den engelske skuespiller Michael Caine, serverer maden og vinen. Mange af gæsterne i restauranten ser ud at være stamgæster, for de bestiller mad og vin, med små fagter til tjeneren. Man føler sig hjemme og tryg, i kulisserne på Los Caracoles.
Retro-Rioja Med et glas Retro-Rioja i hånden, der for øvrigt smager meget bedre nu, en dengang tilbage i kollektivet først i 80’erne, finder man historien om stedet. Familien Bofarull bankede restauranten op i det herrens år 1835, i det man kalder det gotiske kvarter, en sidegade til Rampla En Barcelona. Altså den pæne side af Ramblaen. Los Caracoles har skabt sig et godt ry gennem tiderne, og fire generationer af familien har holdt dampen oppe i køkkenet med høj kvalitet, sammen med traditionel spansk madlavning. Her hersker den rustikke madlavning.
Restaurantens navn kommer fra en af de mest berømte retter (snegle), der bliver tilberedt på stedet. Los Caracoles er kendt over hele kloden, og er altid et besøg værd. Så hvis du en dag står og er brødflov i Barcelona, selv på en kedelig mandag uden for sæsonen, så er det på Los Caracoles, der bliver rørt i gryderne. Restauranten bliver ofte besøgt af berømtheder inden for kunst, showbusiness, politik.
På egne ben uden Keith
Den glade og skålende mesterkok Keith Floyd er her ikke længere hos levende, han er taget op til Guds store brændeovnskomfur på øverste etage, og der står han så for at grille, stege, brænde og koge. Keith Floyd døde af et hjerteanfald, kun 65 år gammel, 14. september 2009. Måske har Keith fundet nogle flere gode nye spisesteder, til den dag vi skal samme vej som ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar