Den friske luft fra havet strammer huden på plads efter en nat med søvnunderskud, og mit ansigt finder først de rigtige folder da vi kører gennem byerne Ribadesella og Villaviciosa. I mit sidespejl kan jeg se en sløv rød sol stå op gennem disen der ligger som en dyne over hele kysten. Lyden fra Harleyerne skræmmer fuglene langs vejen væk, de skriger og er utilfredse med lyden fra vores Big Twin motor.
Calle Nicol i udkanten af Gijón ligger øde og mennesketom, den søndag morgen, da vi fyldte benzin på motorcyklerne. Solen var begyndt at få kål på disen, medens den lækre sandwich fra tankstationen, med en let salat og sortfodssvin, gled gennem spiserøret sammen med en kold Fanta, for at parre sig med den store bøf jeg spiste lige før midnat i går aftes. Nu var kroppen bygget helt op med kalorier til en lang på Caminovejene.
Skulle vi fortsætte på den nordlige vej, eller skulle vi dreje fra her i Gijón for køre ind gennem bjergkæden mod León og tage den franske Caminovej til Santiago? Vi valgte at blive på den nordlige vej, og så tage den franske vej fra Santiago til León, når vi skulle fortsætte mod Toledo senere på ugen.
Vi kørte ind gennem Gijón der var ved at vågne op efter en sommerlørdag. Store lastbiler med vand spulede gader og stræder medens mænd og kvinder med koste var ved at gøre byen ren.
Jeg har altid været fascineret af den måde spaniolerne gør deres byer rene efter nattegriseri. Skrald og menneskelig fluidum bliver vasket væk inden der kommer mennesker og turister på gaden igen – det kunne vi lære meget af i Danmark. Mange danske byer ligner noget der er løgn, en sommersøndag morgen. Svineri uden grænser.
Efter nogle minutter kommer vi så helt ud til kysten og ind på en scenarisk del af den nordlige vej. Vi skal ud på en 150 kilometer lang vej med bjerge til venstre og vand til højre, hele vejen mod La Coruna. En stor tredimensionel naturoplevelse.
Jeg sidder på jernhesten og koger Caminotanker om det jeg har læst rundt omkring på hoteller og restauranter. Det imponerer mig mere og mere, jo længere jeg kommer frem på Jakobsvejen, at disse veje siden middelalderen har været en vigtig del af menneskernes almindelig liv med tro, håb og tilgivelse. Måske var det datidens store reality show.
En rejse som måske blev den eneste i deres liv, for det var ikke en ufarlig rejse de var på. Jeg sidder og tænker tilbage på det jeg har set og kørt igennem. Vejen til Santander var en kompleks og spændende rute. (El Camino del Norte) er lige så gammel som Den Franske Caminorute. I middelalderen foretrak Europas konger og adelige, den nordlige vej. Så det gør jeg også.
Vejen var i gamle dage mere sikker end den franske Caminovej, da pilgrimmene her var langt fra krigen mod maurerne, der fandt sted på den anden side af bjergene. Ruten følger den Cantabriske kyst, en af Spaniens smukkeste kyststrækninger. Ruten er kuperet og krævende.
Jeg tænker tilbage på de smukke kystbyer og turens højdepunkter indtil nu, strandpromenaden og de lækre pinchos (baskiske tapas) i San Sabastian, og det verdensberømte Guggenheim museum i Bilbao og de små idylliske fiskerbyer og den fantastiske kyststrækning.
Den smukke kystlinje og de idylliske landsbyer med unikke køkkner, som kan tilfredsstille ethvert krævende sind. Ruten er fantastisk som motorcykelrute. Hyggelige hoteller ligger langs hele ruten. Den nordlige Jakobsvej er for dem, der ønsker en high class pilgrimsrejse mod Santiago. Du kan jo altid tage de andre Caminoveje når du skal hjem fra verdens ende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar