by Valle V
På vej til katedralen i Santiago tænker jeg på min pilgrimsfærd. Jeg tænker på at der siges at El Camino ligger under Mælkevejen, og man følger en linje der afspejler energien fra stjernesystemet. Star Wars filmene er opfundet af mennesker der har været ude i stjernesystemet eller vandret rundt på El Camino. Kreativ energi vælter ind i kroppen på pilgrimmene. De gående, dem på hest eller motorcykel. Sjælen udvikler fredelig energi på pilgrimsfærden. Vi er alle pilgrimme på en jordisk færd mod højere bevidsthed.
Beam me up Scotty - jeg vil have jomfruer.
Jeg tænker på alle de sjæle der aldrig finder fred med sig selv. Sjæle der kun fremavler had, begær og ufred gennem tro på et andet liv. Sjæle der bliver så radikale i deres tro og er parat til at dræbe med deres indelukkede idélogi som våben. Det har altid undret mig at der findes trosretninger blandt levende sjæle, der mener at man får sexuel omgang med jomfruer inde i gyldne paladser, når man forlader denne verden, efter man har puttet en håndgranat op i røven og sprunget sig selv og andre i luften.
Faktum er at de kommer til at ligge som hakket kød i Hades store slagterforretning, vakuumpakket og parat til middagsbordet. Bean me up Scotty - jeg vil have jomfruer, guld og sølv. Hey, lad os alle i fællesskab finde fred og visdom og udvikle en verden i harmoni under Mælkevejen. Vi lever kun nu.
Vi finder en frokost og et koldt glas hvidvin medens vi rammes at en utrolig indre siesta ro. Jeg syntes pludselig min paella blev levende, da jeg kom til at tænke på den tidlige tradition for at Pilgrimmene samlede muslingeskaller, de såkaldte Ibskaller. Skallerne bragte de hjem som bevis på, at de havde gennemført rejsen. Skulle jeg tage et par paellaskaller med hjem? Det er jo en traditionen for rejsen her til Santiago. Muslingeskallerne kan købes i alle kiosker men jeg går efter den ægte vare.
Muslingeskallen eller østersskallen er blevet et symbol på den pilgrim, der vælger at vandre mod Santiago de Compostela. Legenden er om Sankt Jakob, altså den Jakob det hele drejer sig om, altså broderen til apostlen Johannes. Hey, Jesus kaldte dem Tordenbrødrene, da de engang havde bedt Jesus om at sende lynild over en særligt ugudelig landsby, som ikke ville møde dem.
Efter sit forsøg på at gøre den Iberiske halvø kristen, ganske få årtier efter Jesu død, vender Sankt Jakob tilbage til Jerusalem. Sankt Jakob bliver hurtigt uvenner med de magtfulde romere og bliver henrettet ved halshugning, ikke mere ballade med ham, tænkte de. Romerne tog fejl. Jakobs disciple bortfører den døde Sankt Jakob og anbringer ham i en båd på molen i Haifa. Med vindens og Herrens engles hjælp sejler båden syd om Gibraltar og videre til Galiciens kyst.
Da båden ankommer med Sankt Jakob s lig, rider en rytter forbi på stranden, og sammen med sin hest og noget tov som han havde med, arbejder han på at bringe de båden sikkert i land, men både hest og rytter bliver trukket ud i vandet og er ved at drukne. De reddes af en guddommelig indgriben. Hest og rytter kommer frelst i land dækket med hvide muslingeskaller. Gennem denne historie og middelalderen blev det almindeligt, efter et pilgrimsbesøg i katedralen i Santiago, at fortsætte vandringen omkring hundrede kilometer mod Finistere. Derud til Verdens Ende for at mindes Sankt Jakob, hest og rytter.
Derude ved Verdens Ende brændte man sine pilgrimsklæder på stranden og iførte sig en ny beklædning. Det var et tegn på den friske tilfredsstillelse pilgrimmene havde oplevet ved at fuldføre sin pilgrimsvandringen. Det indebar at man fandt nogle karakteristiske muslinger på stranden, kørte service på en paella og bragte en muslingeskal med hjem.
Jeg tog en muslingeskal fra min paella og lagde den i topboxen, ikke for at starte en ny tradition men for at vise respekt over for den person der havde lavet min paella. Jeg ville ikke til at brænde min motorcykelbeklædning på gågaden i Santiago og tage nyt tøj på og hvem ved hvornår jeg fandt en muslingeskal igen? - Men det er en anden historie.
by Valle V
I hjørnesofaen på hotellet i Santiago de Compostela sidder vi og venter på blæksprutter som de laver dem her på matriklen. Jeg har været i byen hele dagen. Med lukkede øjne sidder jeg tænker på de to sidste dages kørsel på de små bjergveje mod delmålet her i Santiago. I 11 & 12 hundredtallet vandrede en halv million pilgrimme årligt ad disse veje vi nu har kørt på.
De brugte hele og halve år for at gennemføre turen til katedralen Santiago. De udsatte sig selv for sygdomme, landevejsrøvere og vilde dyr i deres jagt på fred i sjælen. Sidder og tænker på hvor nem turen er på motorcykel, og at jeg en dag måske vil prøve at gå turen, i hvert fald nogle dage.
Selv om jer ikke er katolsk eller særlig meget protestant er jeg dybt klar over, inderst inde, at der findes en højere åndelig energi. Jeg tror på noget som jeg gerne vil finde en dag. Måske kan en frisk gåtur hjælpe med dette åndelige tiltag, motorcyklen kan ikke hjælpe mig indtil nu. Tænker på El Camino del Norte: El País Vasco, Cantabrien, Asturias og Galicien. Tænker på at jeg om 12 timer skal en tur til Finisterre verdens ende, før jeg skal køre tilbage mod Leon ad El Camino Francés igennem landsbyerne i Navarra, La Rioja og Aragón for at til sidst komme til Castilla-León, for at vende forgaflen mod syd og køre "Deep Down Spain."
Vi har kørt de langs de Kantabriske bjerge ved vandsiden. Bjergene (Cordillera Cantábrica) danner Asturiens grænsen til provinsen León mod syd. I den østlige del af bjergkæden finder man Nationalparken Picos de Europa med det højeste bjerge Torrecerredo der når op i 2.648 m højde. De små pyrenæer består af kalksten. De kantabriske bjerge breder sig over 200 km fra Galicien vest for Asturien til provinsen Kantabrien mod øst. Vilde kystklipper og bjergene inde i landet.
Kysten ud mod Biskayen er lang med masser af strande, vige og naturlige klippehuler. Blandt de berømte er Playa del Silencio (Stilhedens strand) nær ved fiskerbyen Cudillero (vest for Gijón) og de mange strande rundt om feriestedet Llanes. De fleste af Asturiens strande er sukke og dækket af sand.
Galicien har også været et fantastisk bekendtskab. Jeg kan se de mange fjordlignende kyststrækninger i morgensolen. Jeg forstår bedre hvorfor de spektakulære landskaber tiltrækker masser af turister. Galiciens kyst er et af verdens væsentligste fiskericentre så jeg glæder mig til blæksprutterne om lidt. Jeg synker dybere ned i lænestolen og tænker på de velbevarede og uberørte skove og landskabet med de grønne bakker. Landskabet adskille sig væsentligt fra, hvad jeg i øvrigt forbinder med Spanien. Jeg tager en mundfuld hvidvin og vil vide lidt mere om lokaliteten jeg befinder mig i.
Jeg tager mobiltelefonen frem for at blive klogere på Santiago de Compostela. Et link fortalte mig at jeg sad i hovedstaden for regionen Galicien i nordvest Spanien. Beliggende i provinsen La Coruña imellem byerne A Coruña og Pontevedra. Jeg kunne også læse at byen ligger centralt i det galiciske højland 40 km fra Atlanterhavet. Ahora hay calamar.
by Valle V
Jim & Jimi og dørene mellem bevidsthed og underbevidsthed – September 1970
Der var stegevarmt på mit hotelværelset i Santiago de Compostela. Jeg tog lagnet fra sengen med ned til en liggestol på bagsiden af hotellet. Jeg lå og kiggede op på mælkevejen der summede svagt over mit hoved. Pludselig skiftede min hjerne kanal og jeg kom i tanke om starten på mit sidste år på Ny Munkegade Skole. Helt her ude ved Atlanterhavet lå jeg og kunne ganske klart huske 2. september 1970.
Den dag Rock n’ Roll blev farlig.
Endnu en sommerferie var forsvundet som en sky for solen. Nu var det sidste år på Ny Munkegade Skole jeg skulle slæbes igennem, på lærdommens lange trivielle og kedsomme vej. 10’ende klasse og så finito, så kunne mit voksne liv starte. Jeg havde fået et job kontorbud og tjente gode penge, 95 kroner om ugen, så der var altid råd til en koncertbillet eller to.
Onsdag den 2. september 1970 blev en underlig dag i mit, ikke så gamle musikunivers. Det var den dag jeg mistede min musikalske mødom, hvis man som mand kan have sådan en. Hvis en musikalsk mødom findes til mænd, så ligger min måske i et hjørne af Vejlby-Risskov Hallen.
I det store frikvarter talte vi om musik. Vi talte om Jim Morrison og Jimi Hendrix og den ”Cry of Love Tour” han turnerede med lige nu. Jeg var vild fascineret at Jimi Hendrix og hans måde at vride guitaren på, men jeg syntes også at han var et skrøbeligt syrehoved. Jeg var egentlig ikke så meget til solister dengang. Jeg var til The Doors & Jim Morrison selv om Mr. Morrison også var et verbalt syrehoved.
Jeg elskede Jim's sange og så virkede han maskulin og pigerne elskede ham. Han virkede utrolig selvfed og selvsikker. Han kunne stå og synge ”Light My Fire”, gå på toilettet efter et gig og knalde en lækker hippie pige, gå på scenen igen og så tage hjem og spise aftensmad, sejt. Han virkede mere solid end Jimi Hendrix, men det skulle vise sig at jeg tog gruelig fejl.
”Skal du til Jimi Hendrix i aften Valle,” siger Helle medens vi sidder på bænken under bøgen ude i skolegården. Hippie Helle var ikke som de andre piger i klassen. Helle var til Rock n’ Roll. Helle kunne også lide Frank Zappa, hvor mod de andre piger i klassen kun var til popmusikken.
Jeg kiggede på Helle og sagde: ”Jeg har spurgt Fuggi, Junne og Stefon, men de har ikke råd til billetter. "Der kommer Stones næste onsdag og så The Who sidst på måneden, så jeg ved ikke rigtig,” sagde jeg. ”Hvorfor tager du så ikke med mig, du kan stadig få en billet, der er ikke udsolgt,” sagde Helle. Jeg kiggede på Fuggi der sad og kiggede ned i asfalten. ”Skal du låne," spurgte jeg. Fuggi rystede på hovedet og sagde: ”Jeg har ikke råd og så skal jeg til brydning”. Jeg tænkte i 10 sekunder over Helles forslag og så hoppede jeg op min knallert og kørte op til Kaabers Musikforlag i Ryesgade. Billet til Jimi Hendrix 15 kroner.
Efter endt arbejdstid hos Kaas og Martæng Reklamebureau tog jeg et bad og hentede Helle på min lille Puch. Jeg var dresset op med hvide Wrangler Jeans, Blå Wrangler Cowboy Jakke, Beatlesstøvler og en helt ny storblomstret skjorte med overdrevne store skjorteflipper og trompet ærmer. Helle var dresset op i en hvid sommerkjole og Jesussandaler. Jeg var helt parat til noget fed guitarstreng, jeg var helt parat Jimi ”syrehoved” Hendrix. Hele sommeren var gået med at høre The Doors & Morrison Hotel, jeg elskede The Doors, det var mit band, sammen med Steppenwolf og mindst 30 andre bands.
Jeg ved ikke hvor mange luftguitarer jeg har slidt op til The Doors og Steppenwolf. Deres tekster og musik lå øverst på spillelisten i mit musikunivers. På min knallert op gennem Nordbyen, med Hippie Helle bagpå med flagrende kjole, frydede jeg mig over at jeg var den eneste af drengene der skulle i Vejlby-Risskovhallen en kedelige september onsdag i provinsbyen.
Lille Puck & Band of Gypsys
Min gode ven Fuggi havde købt Band of Gypsys pladen. Jeg havde hørt den Lp mange gange i løbet af sommeren. Jeg kunne speciel godt lide nummeret Machine Gun men også Who Knows og Buddy Miles nummeret Changes. Helle og jeg sad på knallerten og talt om hvilke numre vi forventede at høre. ”Bare han sætter ild til guitaren når koncerten er forbi, så er jeg glad,” sagde jeg.
Helle hoppede af knallerten og spurgte: ”Skal vi ryge en fed, eller vil du hellere have et syretrip?” "Lad os bare ryge en fed,” sagde jeg. Jeg ville ikke fortælle Helle, at jeg i sommerferien havde spist et syretrip som hed ”Purple Haze”. Jeg var blevet så bange at jeg løb på bølgende fliser fra Vesterbro Torv ud til Hotel Varna, af angst for brandbiler med udrykning. Den dag blev der åbnet nogle døre op i min hjerne, døre mellem bevidsthed og underbevidsthed, på den seks kilometer lange løbetur. Døre jeg aldrig ville åbne igen, så at ryge en lille fed var ok.
Vi fik røget den fede i en lille feminin chillum med guldtråd. Vi gik hen mod folkemassen der stod og ventede på at blive lukket ind i Vejlby-Risskovhallen. Selv om jeg var ganske ung, var jeg en ivrig og rutineret koncertgænger. Jeg kunne godt styre at ryge den koncertfede, men den lille fede bandit Helle og jeg lige have røget gik helt til kanten af optur og nedtur. Jeg var skæv som aldrig før.
Jimi gik på scenen på en baggrund af røde muresten hvor der med store bogstaver stod Østjylland. Jimi begyndte helt cool at vride i guitaren. Det gjorde han så i 20 minutter. På mig virkede det som om han spillede i 20 timer, for derefter at vakle hen til scenekanten og blive ført væk. Wow tænkte jeg, det var stort.
Jeg kiggede på Hippie Helle og sagde: ”det var da fed koncert Helle, fed guitar”. Helle kiggede lidt fornærmet på mig og sagde: ”han spillede kun i 20 minutter før han blev syg og gik”. ”Er det rigtigt, jeg syntes det var pisse fedt, en fantastisk koncert”, sagde jeg. Helle og jeg kørte ned til værtshuset Raffelbægeret og drak et par øl og kyssede lidt. Jeg sagde godnat til Helle og trak knallerten hen af Nørre Allé, jeg var blevet for svimmel til at køre. På hovedet i seng uden at vække de gamle. Vågnede ved at min mor råbte: ”du kommer for sent”.
Jeg lå i sengen og kunne ikke komme op. Jeg lå tænkte på koncerten, men kunne ikke huske andet end nummeret Freedom og så nogle trommelyde. Jeg har senere læs mig til at han spillede Freedom, Message to Love og Hey baby (New Rising Sun). Jimi var syg da han vaklede af scenen i Aarhus påvirket af Mandrax sovepiller. Jeg kan huske at jeg dengang tænkte at det var godt spillet på sovepiller. Jeg har læst at han dagen efter gav en af sine bedste koncerter i KB Hallen. Men Jimi var for langt ude på et skråplan. 18 september 1970 døde James Marshall kun 27 år gammel.
Rockmusikken levede videre som intet var sket, bortset fra den musikalske platform var blevet fattigere. September måned skulle blive den helt store måned for koncerter I Aarhus med mine favoritbands. Drengene og jeg havde billetter til The Rolling Stones der skulle spille ugen efter Jimi Hendrix. The Who gik på venue tre dage efter Jimi’s død. Men hvilken musikalsk september måned i min lille by.
Et stort stjerneskud strøg hen over Mælkevejen og Santiago de Compostela. Jeg faldt i søvn nogle timer. Jeg vågnede ved at der blev råbt: " Valle du kommer for sent".
by Valle V
Den friske luft fra havet strammer huden på plads efter en nat med søvnunderskud, og mit ansigt finder først de rigtige folder da vi kører gennem byerne Ribadesella og Villaviciosa. I mit sidespejl kan jeg se en sløv rød sol stå op gennem disen der ligger som en dyne over hele kysten. Lyden fra Harleyerne skræmmer fuglene langs vejen væk, de skriger og er utilfredse med lyden fra vores Big Twin motor.
Calle Nicol i udkanten af Gijón ligger øde og mennesketom, den søndag morgen, da vi fyldte benzin på motorcyklerne. Solen var begyndt at få kål på disen, medens den lækre sandwich fra tankstationen, med en let salat og sortfodssvin, gled gennem spiserøret sammen med en kold Fanta, for at parre sig med den store bøf jeg spiste lige før midnat i går aftes. Nu var kroppen bygget helt op med kalorier til en lang på Caminovejene.
Skulle vi fortsætte på den nordlige vej, eller skulle vi dreje fra her i Gijón for køre ind gennem bjergkæden mod León og tage den franske Caminovej til Santiago? Vi valgte at blive på den nordlige vej, og så tage den franske vej fra Santiago til León, når vi skulle fortsætte mod Toledo senere på ugen.
Vi kørte ind gennem Gijón der var ved at vågne op efter en sommerlørdag. Store lastbiler med vand spulede gader og stræder medens mænd og kvinder med koste var ved at gøre byen ren.
Jeg har altid været fascineret af den måde spaniolerne gør deres byer rene efter nattegriseri. Skrald og menneskelig fluidum bliver vasket væk inden der kommer mennesker og turister på gaden igen – det kunne vi lære meget af i Danmark. Mange danske byer ligner noget der er løgn, en sommersøndag morgen. Svineri uden grænser.
Efter nogle minutter kommer vi så helt ud til kysten og ind på en scenarisk del af den nordlige vej. Vi skal ud på en 150 kilometer lang vej med bjerge til venstre og vand til højre, hele vejen mod La Coruna. En stor tredimensionel naturoplevelse.
Jeg sidder på jernhesten og koger Caminotanker om det jeg har læst rundt omkring på hoteller og restauranter. Det imponerer mig mere og mere, jo længere jeg kommer frem på Jakobsvejen, at disse veje siden middelalderen har været en vigtig del af menneskernes almindelig liv med tro, håb og tilgivelse. Måske var det datidens store reality show.
En rejse som måske blev den eneste i deres liv, for det var ikke en ufarlig rejse de var på. Jeg sidder og tænker tilbage på det jeg har set og kørt igennem. Vejen til Santander var en kompleks og spændende rute. (El Camino del Norte) er lige så gammel som Den Franske Caminorute. I middelalderen foretrak Europas konger og adelige, den nordlige vej. Så det gør jeg også.
Vejen var i gamle dage mere sikker end den franske Caminovej, da pilgrimmene her var langt fra krigen mod maurerne, der fandt sted på den anden side af bjergene. Ruten følger den Cantabriske kyst, en af Spaniens smukkeste kyststrækninger. Ruten er kuperet og krævende.
Jeg tænker tilbage på de smukke kystbyer og turens højdepunkter indtil nu, strandpromenaden og de lækre pinchos (baskiske tapas) i San Sabastian, og det verdensberømte Guggenheim museum i Bilbao og de små idylliske fiskerbyer og den fantastiske kyststrækning.
Den smukke kystlinje og de idylliske landsbyer med unikke køkkner, som kan tilfredsstille ethvert krævende sind. Ruten er fantastisk som motorcykelrute. Hyggelige hoteller ligger langs hele ruten. Den nordlige Jakobsvej er for dem, der ønsker en high class pilgrimsrejse mod Santiago. Du kan jo altid tage de andre Caminoveje når du skal hjem fra verdens ende.
by Valle V
Når man der født i en by der ligger ved havet, så er det svært forstille sig hvordan det er at bo inde midt i et stort land som Spanien. Jeg tænker tit på hvordan det må være, at ikke have den friske havluft, som en del af dagligdagen. At køre i Asturien er lige noget for mig, jeg elsker hver eneste sekund.
Solen skinner fra en skyfri himmel, medens vi kører gennem provinsen der har en 30 km. lang kystlinje med hvide sand strande. Frisk havluft på den ene side og bjergtoppen Sierra del Cuera på den anden. Vi kører langs den grønne kyst (Costa Verde). Jeg fandt et kort over Caminoruterne i Bilbao og vi valgte den nordlige rute, den med havluft og bjerge.
Llanes ligger nord for Picos de Europa, en bjergkæde af kalksten i de små Pyrenæer. Vi følger Caminoskiltet nogle kilometer og kort tid efter befinder vi os på en lille bro midt i Llanes, og jagten på et godt hotel starter. By på den ene side og havn med fiskeskibe på den anden, medens vi bliver bagt i 35 graders varme. Jeg slår mig ned på en bænk med en varm Red Bull og mobiltelefonen, for at se om der mails og sms’er det er vigtig at vide noget om.
Ligger hurtigt telefonen fra mig og kigger rundt i byen der er siestaramt af tredje grad. Llanes er en aktiv fiskerihavn, bare ikke lige nu under siestaen. Llanes økonomi er også drevet af turismen omkring strandene. Turisterne er hovedsagelig besøgende fra resten af Spanien. Måske mennesker inde fra fastlandet der trænger til hav og mågeskrig.
Min mund er bare så tør, det er som om jeg lige har spist en ovenstet galoche, og jeg trænger virkelig til væde. Den kolde hvidvin på det nyfundne hotels terrasse var lige det der manglede. Vennerne er i bad og jeg sidder og nyder livet og aktiviteterne omkring hotellet. Mit motorcykelbeklædning ligger spredt ud over to stole, og cowboystøvlerne står som to monumenter over en svedig cowboy, der er ved at drikke for meget hvidvin.
En transcendental ro rammer mit buttede legeme og tiden går fra hurtig til slow motion. Jeg sidder med lukkede øjne og lytter til det billede af lyde der kommer nede fra stranden, og det hektiske miljø i baren bag mig. ”Skal du ikke i bad,” siger en renvasket og velduftende kammerat. Jeg hopper ud af min eftermiddagstrance og lunter mod mit hotelværelse og et koldt bad.
Sidra Natural
Er en Cider og en drik med ikke mange procenter 3% vol. til 8% vol. Den er fremstillet af gæret æblemost, og så bliver man allerede træt som viking. Ordet cider kommer fra “sicera” latin, som stammer fra det hebraiske “shekar” og det betyder berusende drikke. Tak for kaffe. De fleste historikere er enige om at cider opstod før Kristi fødsel og at æbledrikken kommer fra Egypten og Byzans. Romerne foretrak vin, så dem holder jeg med. Cider har altid været en stor tradition i Spanien, Frankrig, England, Belgien, Irland og Tyskland.
Llanes by nigth
Llanes by nigth kommer snigende medens man mindst venter det. Vi går rundt i byen for at finde den helt rigtige restaurant. Frem fra små værtshuse, kældre, kviste, fiskeskibe og anden hyggelig beboelse myldre det pludselig frem med mennesker der har fået samme idé som os, aftensmad.
I løbet af en halv time ligner byen en mindre byfest. På et lille torv midt i byen finder vi spisestedet. Duftene fra restaurantens køkken starter små flodbølger af vand i min mund. Klokken er ni om aftenen og vi er godt sultne. Tro mig, hvis du har spiseværing så køb en motorcykel, det giver appetit.
Vi sider uden for restauranten og venter og venter på den åbner, medens lokalbefolkningen sidder og blære sig med at hælde æble i glas. Æble i lange tynde stråler. Det undre vi os meget over for vi er jo vikinger, og vi er slet ikke vant til at skulle lufte noget der kan drikkes på den måde. De lokale kan godt se at vi undre os meget over dette fænomen. De smiler og lader os smage på det lokale saft.
Vi køber en flaske denne æblesaft, men kan slet ikke ramme glassene med strålen fra flasken. Æblesaften var sur på flaske, men sød når den blev luftet i lange tynde stråler. Noget dybt lokalt. Vi er total til grin. Vi falder tilbage til kold hvidvin og ventetiden ude at fortrække en mine, det er hårdt at være turist. Mit kropssukker er nu på størrelse med en 1/8 del sukkerknald.
Vi er færdige med aftensmaden lige før midnat og går tilbage til hotellet gennem den mennesketomme by. De kom, de så, de spiste og de forsvandt hurtig igen. Hele natten kæmper jeg med den stor bøf, som jeg kom til at sluge på restauranten.
Jeg lukker ikke et øje den nat, måske lidt. Lydene fra bølgerne ude ved kysten og mågernes skrig tvinger mig til morgenbadet. En ny dag mod Santiago de Compostela kan begynde.
By Valle V
Jakobsvejen eller Ibsvejen, eller det galiciske navn o Camiño de Santiago, kaldes pilgrimsruten der fører til katedralen i den galiciske by Santiago de Compostela i Spanien, hvor en af de tolv apostle Skt. Jakob el. Skt. Ib ifølge legenden ligger begravet.
Jakobsvejen har siden middelalderen været en af de vigtigste kristne pilgrimsruter. Pilgrimme har rejst hen af vejen til Santiago de Compostela i de sidste 1000 år. Inden for katolicismen regnes Jakobsvejen for en af de tre vigtigste ruter, sammen med ruten til Rom (Via Francigena), sammen med et smut til Gravkirken i Jerusalem.
Jeg sidder på en lille restaurant ved siden af Guggenheim-museet og gumler på en is, medens jeg har kastet mig over den rejsebog jeg har med. Det er altid rart at blive klogere. Jeg kunne godt have læst mere på lektien hjemmefra, men det var der ikke tid til. Jeg elsker også at blive informeret medens jeg er på rejsen, det giver en god dynamik og sunde udfordringer.
Jakobsvejen følger ikke én bestemt rute, nogle ruter regnes for mere betydningsfulde end andre. De ruter tiltrækker et større antal pilgrimme end andre. Nå men så blev jeg da så klog og forvirret. Hvilken rute skal jeg nu tage?
I middelalderen var rejsen til Skt. Jakobs grav utrolig populær. Mange begav sig ud på sådan en rejse. En rejse som måske var den eneste i deres liv, det ville ikke være godt for rejsebranchen, hvis det var trenden i dag. Langs de vigtigste veje skyder der herberger op, som skal dække de rejsendes behov. De fungerede og fungerer som en slags bed & breakfast, som kan holde det mentale mod oppe med mad, bøn, messer eller andre åndelige ritualer. Med tiden har disse åndelige bed & breakfast udviklet sig til at blive selvstændige valfartsmål for mindre pilgrimsrejser.
Den protestantiske reformation og den politiske uro, der fulgte i røven af det 16. og 17. århundrede medførte et stort fald i antallet af pilgrimme fra hele Europa. Indtil midten af det 20. århundrede blev antallet af besøgende til Compostela mindre og mindre. Det var dengang.
Siden 1980’erne har Jakobsvejen tiltrukket et stigende antal pilgrimme fra hele verden. Mange elsker at gå en lang tur for at finde sig selv. I 1987 udnævnte Europarådet Jakobsvejen som en kulturel rute. Ruten er nu optaget af UNESCO som del af verdens kulturarv i 1993.
Ib, Skib, Skalle – Symbolet for Jakobsvejen
Efter opholdet i Compostela fortsætter mange pilgrimme i dag videre til Kap Finisterre, som er et romersk navn (Finis terrae), der betyder Verdens ende. Indicierne på denne gamle betydning er omdiskuterede, men er interessante for mange hipsterpilgrimme i dag.
I begyndelsen af 12. århundrede blev Jakobsvejen mere organiseret, og en lang række kapeller, hospices og herberger blev opført langs de fire ruter der førte pilgrimmene gennem Frankrig til den Iberiske halvø, hvor de løb sammen og blev til én ved Puente la Reina, som derefter førte pilgrimme gennem det nordlige Spanien til byerne Burgos, Carrión de los Condes, Sahagún, León, Astorga og Lugo til Compostella.
Det blev en tradition for pilgrimmene at samle muslingeskaller, ved stranden. Skallerne bragte de hjem i privaten som bevis på, at de havde gennemført rejsen. Det var den franske konges beskyttelse af pilgrimme, der gjorde at valfarten i middelalderen kunne nå så stort et omfang.
I de lande den franske konge kontrollerede, fik de rejsende privilegier til at forlade deres hjemegn. I middelalderen opstod der inden for kirken et afladssystem. Syndere kunne opnå tilgivelse, hvis en form for straf blev udstået. En af mulighederne ved meget alvorlige synder og forbrydelser var at gennemføre en pilgrimsfærd.
I Flandern er det stadig muligt at afsone sin straf ved at gå til Compostela med en tung rygsæk og under bevogtning. Det øgede antal pilgrimme stillede store krav til mad og drikke. Nye hospice blev opført langs hele ruten med kongelig beskyttelse og gav et massivt økonomisk løft til regionen. Nye kirkebygninger blev opført. Den romanske stil blev født og spredt til resten af Europa. Salg af kristen souvenir blomstrede i Compostela, sammen med rejsebøger og guider.
Moderne symbol for Jakobsvejen
I dag tager titusindvis af kristne og andet godtfolk hvert år turen til Compostela. Mange begynder turen fra deres eget hjem, mens andre starter i et af de populære udgangspunkter for Jakobsvejen, som findes over hele Europa. De fleste rejser stadig til fods, nogle cykler, mens andre tager en hest, æsel eller en motorcykel.
by ValleV
Jeg føler mig som Bilbo Baggins på vej mod nye eventyr. Jeg kører ikke efter drager og guldringe, mere efter friterede blæksprutter og blyfri benzin. Hele vejen fra Zarautz mod Bilbao sidder jeg og tænker på Kap Finisterre og Caminoruterne. Jeg sidder og tænker på hvor stor en turistindustri gå-turismen er blevet her i Nordspanien siden 70’erne, og jo mere jeg kommer ud på vejene jo mere forstår jeg det med at gå på El Camino.
Måske kunne jeg godt tænke mig at gå den tur og finde mig selv, men på den anden side syntes jeg, at det har jeg gjort. Jeg hader sportssko og rygsæk, for det giver sure tæer og rygsmerter, jeg har det bedst i mine cowboystøvler på min motorcykel.
Der er mange veje der føre til Santiago de Compostela og jeg vil på denne Caminotur komme til at krydse mellem den nordlige vej og den franske vej. Jakobsvejen også kaldt Ibsvejen, er kendt under det galiciske navn ”o Camiño de Santiago”.
Da vi kommer få kilometer væk fra Zarautz med blyfri benzin i tanken, møder vi de første vandringsfolk. Jeg hilser pænt på, for vi er jo alle på vej til katedralen i Santiago de Compostela. Efter legenden skulle apostelen Jakob ligge der i en lille sølvkiste der. I apostlenes gerninger berettes der om Jakob, som blev henrettet under Herodes. Jakob blev den første af apostlene, som kom til at lide martyrdøden.
Jakob’s knogler skulle ifølge en legende, på mirakuløs vis blive ført til Santiago de Compostela ad søvejen. Jakob er med tiden blevet Spaniens skytshelgen og optræder som symbol for ”La Reconquista”, hvor de kristne kongeriger erobrede land fra muslimske stater på den Iberiske halvø.
Det er en fantastisk flot tur på de små veje langs kysten mod baskernes hovedstad. Den friske luft og det klare dagslys sætter dagen i relief. Tankerne bliver lette som sommerfugle i havbrisen, og jeg flyver med motorcyklen gennem landskaberne. Efter nogle timer og en lang indkørsel til byen gennem industri, kommer jeg til Bilbao centrum.
Helt ned til floden og Guggenheim-museet ligger som en krøllet bygning der stråler i middagssolen. Museet ligner mest af alt et stykke skinnende stof fra en kæmpe stor fransk haute couture kjole. Det hektiske liv omkring bygningen er en stor kontrast til de ensomme tanker fra landevejen. Fra små rustikke huse til moderne arkitektur og kunst i verdensklasse.
Frank Owen Gehry arkitektur skal opleves. Frank Owen Gehry blev født i 1929. Hans værker er citeret som værende blandt de vigtigste i moderne arkitektur. Gehrys bedst kendte værker omfatter det titandækkede Guggenheimmuseum i Bilbao.
Spanien MIT Ray, Maria Stata Center i Cambridge, Massachusetts, Walt Disney Concert Hall i downtown Los Angeles, Experience Music Project i Seattle, Weisman Art Museum i Minneapolis, Dancing Hus i Prag, Vitra Design Museum og museet Marta Herford i Tyskland, Art Gallery of Ontario i Toronto, den Cinémathèque française i Paris og 8 Spruce Street i New York City.
