Jim & Jimi og dørene mellem bevidsthed og underbevidsthed – September 1970
Der var stegevarmt på mit hotelværelset i Santiago de Compostela. Jeg tog lagnet fra sengen med ned til en liggestol på bagsiden af hotellet. Jeg lå og kiggede op på mælkevejen der summede svagt over mit hoved. Pludselig skiftede min hjerne kanal og jeg kom i tanke om starten på mit sidste år på Ny Munkegade Skole. Helt her ude ved Atlanterhavet lå jeg og kunne ganske klart huske 2. september 1970.
Den dag Rock n’ Roll blev farlig.
Endnu en sommerferie var forsvundet som en sky for solen. Nu var det sidste år på Ny Munkegade Skole jeg skulle slæbes igennem, på lærdommens lange trivielle og kedsomme vej. 10’ende klasse og så finito, så kunne mit voksne liv starte. Jeg havde fået et job kontorbud og tjente gode penge, 95 kroner om ugen, så der var altid råd til en koncertbillet eller to.
Onsdag den 2. september 1970 blev en underlig dag i mit, ikke så gamle musikunivers. Det var den dag jeg mistede min musikalske mødom, hvis man som mand kan have sådan en. Hvis en musikalsk mødom findes til mænd, så ligger min måske i et hjørne af Vejlby-Risskov Hallen.
I det store frikvarter talte vi om musik. Vi talte om Jim Morrison og Jimi Hendrix og den ”Cry of Love Tour” han turnerede med lige nu. Jeg var vild fascineret at Jimi Hendrix og hans måde at vride guitaren på, men jeg syntes også at han var et skrøbeligt syrehoved. Jeg var egentlig ikke så meget til solister dengang. Jeg var til The Doors & Jim Morrison selv om Mr. Morrison også var et verbalt syrehoved.
Jeg elskede Jim's sange og så virkede han maskulin og pigerne elskede ham. Han virkede utrolig selvfed og selvsikker. Han kunne stå og synge ”Light My Fire”, gå på toilettet efter et gig og knalde en lækker hippie pige, gå på scenen igen og så tage hjem og spise aftensmad, sejt. Han virkede mere solid end Jimi Hendrix, men det skulle vise sig at jeg tog gruelig fejl.
”Skal du til Jimi Hendrix i aften Valle,” siger Helle medens vi sidder på bænken under bøgen ude i skolegården. Hippie Helle var ikke som de andre piger i klassen. Helle var til Rock n’ Roll. Helle kunne også lide Frank Zappa, hvor mod de andre piger i klassen kun var til popmusikken.
Jeg kiggede på Helle og sagde: ”Jeg har spurgt Fuggi, Junne og Stefon, men de har ikke råd til billetter. "Der kommer Stones næste onsdag og så The Who sidst på måneden, så jeg ved ikke rigtig,” sagde jeg. ”Hvorfor tager du så ikke med mig, du kan stadig få en billet, der er ikke udsolgt,” sagde Helle. Jeg kiggede på Fuggi der sad og kiggede ned i asfalten. ”Skal du låne," spurgte jeg. Fuggi rystede på hovedet og sagde: ”Jeg har ikke råd og så skal jeg til brydning”. Jeg tænkte i 10 sekunder over Helles forslag og så hoppede jeg op min knallert og kørte op til Kaabers Musikforlag i Ryesgade. Billet til Jimi Hendrix 15 kroner.
Efter endt arbejdstid hos Kaas og Martæng Reklamebureau tog jeg et bad og hentede Helle på min lille Puch. Jeg var dresset op med hvide Wrangler Jeans, Blå Wrangler Cowboy Jakke, Beatlesstøvler og en helt ny storblomstret skjorte med overdrevne store skjorteflipper og trompet ærmer. Helle var dresset op i en hvid sommerkjole og Jesussandaler. Jeg var helt parat til noget fed guitarstreng, jeg var helt parat Jimi ”syrehoved” Hendrix. Hele sommeren var gået med at høre The Doors & Morrison Hotel, jeg elskede The Doors, det var mit band, sammen med Steppenwolf og mindst 30 andre bands.
Jeg ved ikke hvor mange luftguitarer jeg har slidt op til The Doors og Steppenwolf. Deres tekster og musik lå øverst på spillelisten i mit musikunivers. På min knallert op gennem Nordbyen, med Hippie Helle bagpå med flagrende kjole, frydede jeg mig over at jeg var den eneste af drengene der skulle i Vejlby-Risskovhallen en kedelige september onsdag i provinsbyen.
Lille Puck & Band of Gypsys
Min gode ven Fuggi havde købt Band of Gypsys pladen. Jeg havde hørt den Lp mange gange i løbet af sommeren. Jeg kunne speciel godt lide nummeret Machine Gun men også Who Knows og Buddy Miles nummeret Changes. Helle og jeg sad på knallerten og talt om hvilke numre vi forventede at høre. ”Bare han sætter ild til guitaren når koncerten er forbi, så er jeg glad,” sagde jeg.
Helle hoppede af knallerten og spurgte: ”Skal vi ryge en fed, eller vil du hellere have et syretrip?” "Lad os bare ryge en fed,” sagde jeg. Jeg ville ikke fortælle Helle, at jeg i sommerferien havde spist et syretrip som hed ”Purple Haze”. Jeg var blevet så bange at jeg løb på bølgende fliser fra Vesterbro Torv ud til Hotel Varna, af angst for brandbiler med udrykning. Den dag blev der åbnet nogle døre op i min hjerne, døre mellem bevidsthed og underbevidsthed, på den seks kilometer lange løbetur. Døre jeg aldrig ville åbne igen, så at ryge en lille fed var ok.
Vi fik røget den fede i en lille feminin chillum med guldtråd. Vi gik hen mod folkemassen der stod og ventede på at blive lukket ind i Vejlby-Risskovhallen. Selv om jeg var ganske ung, var jeg en ivrig og rutineret koncertgænger. Jeg kunne godt styre at ryge den koncertfede, men den lille fede bandit Helle og jeg lige have røget gik helt til kanten af optur og nedtur. Jeg var skæv som aldrig før.
Jimi gik på scenen på en baggrund af røde muresten hvor der med store bogstaver stod Østjylland. Jimi begyndte helt cool at vride i guitaren. Det gjorde han så i 20 minutter. På mig virkede det som om han spillede i 20 timer, for derefter at vakle hen til scenekanten og blive ført væk. Wow tænkte jeg, det var stort.
Jeg kiggede på Hippie Helle og sagde: ”det var da fed koncert Helle, fed guitar”. Helle kiggede lidt fornærmet på mig og sagde: ”han spillede kun i 20 minutter før han blev syg og gik”. ”Er det rigtigt, jeg syntes det var pisse fedt, en fantastisk koncert”, sagde jeg. Helle og jeg kørte ned til værtshuset Raffelbægeret og drak et par øl og kyssede lidt. Jeg sagde godnat til Helle og trak knallerten hen af Nørre Allé, jeg var blevet for svimmel til at køre. På hovedet i seng uden at vække de gamle. Vågnede ved at min mor råbte: ”du kommer for sent”.
Jeg lå i sengen og kunne ikke komme op. Jeg lå tænkte på koncerten, men kunne ikke huske andet end nummeret Freedom og så nogle trommelyde. Jeg har senere læs mig til at han spillede Freedom, Message to Love og Hey baby (New Rising Sun). Jimi var syg da han vaklede af scenen i Aarhus påvirket af Mandrax sovepiller. Jeg kan huske at jeg dengang tænkte at det var godt spillet på sovepiller. Jeg har læst at han dagen efter gav en af sine bedste koncerter i KB Hallen. Men Jimi var for langt ude på et skråplan. 18 september 1970 døde James Marshall kun 27 år gammel.
Rockmusikken levede videre som intet var sket, bortset fra den musikalske platform var blevet fattigere. September måned skulle blive den helt store måned for koncerter I Aarhus med mine favoritbands. Drengene og jeg havde billetter til The Rolling Stones der skulle spille ugen efter Jimi Hendrix. The Who gik på venue tre dage efter Jimi’s død. Men hvilken musikalsk september måned i min lille by.
Et stort stjerneskud strøg hen over Mælkevejen og Santiago de Compostela. Jeg faldt i søvn nogle timer. Jeg vågnede ved at der blev råbt: " Valle du kommer for sent".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar