Vores jernheste brummede sig vej op gennem de små gader i Santiago. Vi tøjrede dem med ærefrygt, langs muren uden for den gamle katedral. Selve Praza do Obradoiro var tanket op med pilgrimme, der havde slået telte op på pladsen, for at vente på Gudstjenesten inde i den gamle katedral.
Jeg satte mig på en trappesten ved siden af katedralen og kiggede på en mand, der var i dyb jam session med sin sækkepibe, hund og kirkeklokkerne i tårnet. En stor blanding af oprindelige pilgrimme og turister myldre rundt om katedralen, som tissemyre der ville ind i deres tue, for at hente åndelig honning. Jeg tænker på, at uanset om du er pilgrim eller ej, så er Santiago en stor oplevelse. En oplevelse opkaldt efter den hellige ”San” apostel Jakob ”Tiago”.
Jeg går en tur ud blandt telte og pilgrimme, for at kigge på katedralens facade med de tussegamle klokketårne. Det er her hvor tidens vingesus pludselig rammer dig med en mavepumper. Bum. En fantastisk tidsrejse ned gennem Europa til et byggeri, der blev opført fra år 1075 til 1122, er blevet til virkelighed for mig. Jeg kan stadig ikke helt forklare, hvorfor det var så vigtigt for mig at komme til Santiago, og det kommer jeg nok aldrig til.
Sammen med ildelugtende pilgrimme der er iført bagage, telte og beklædning som ikke er vasket i flere dage, kanter vi os op ad den store trappe fra 1600 tallet, til en duft af vaskeægte menneskesved og lyden af kirkeklokker tilsat sækkepibe i det fjerne. Vi går op gennem det store midterskib, til et katolsk overflødigshorn i guld og sølv. Kristent kunst der aldrig forgår.
Jeg tænker på alle de fortabte sjæle i en parallel religion. En religion der har overbevist troende om at de skal i himlen og have seksuel omgang med 72 jomfruer i paladser af guld og sølv, med basunengle og det hele menageriet. Fysisk kontakt med 72 jomfruer som man slet ikke kender og som man måske ikke har en god kemi sammen med. Måske er det 72 sure gammeljomfruer, Gud har fundet frem af gemmerne, for at lave lidt himmelsk reality show og underholdning til tv-kanalerne der kører deroppe?
Når man så som troende, total stakåndet, har nakket 72 jomfruer hvor over halvdelen er godt sure fordi man var ved at løbe tør for fysisk energi og lugter lidt af sved, skriver man så under på underholdningsbidrag og børnebidrag? - Det kan godt blive en dyr omgang med 72 jomfruer der nu er blevet til koner, der måske har fået dobbelt så mange børn.
72 jomfruer der nu er begyndt at tale i munden på hinanden om hvor du skal bo med dem. Guld og sølv skal ligges hver måned til budgetter med tøj, sport, ferier, middagsselskaber og dagligvarer. Så er der guld og sølv til skoler og fritidsordning. Jeg tror faktisk det er lettere med en religion, hvor man kan blive udødelig.
Klokkerne i katedralen runger i en fast rythme, som en melankolsk puls fra en anden tid. Jeg tænker stille på juleaften da jeg gik ned i kælderetagen under altret, og kiggede på den lille sølvkiste med apostlens Jakobs knogler. Lyden fra klokkerne og den lille sølvkiste rusker i min aura, og en vind fra en anden tidsalder blæser med gennemtræk i min sjæl. Jeg reflekterede på dette og falder i staver ved synet af ornamenterne på den lille kiste. Måske var det vind fra alle de sjæle der har stået her og foldet deres åndelighed ud, medens de har bedt om tilgivelse.
Jeg kommer også til at tænke på middelalderen og det afladssystem der opstod. Et økonomisk smart system der kunne give syndere tilgivelse for det lort de havde lavet. Datidens klikafgift når man hvade været slem og lavet synder. Jeg tænker på alt det guld og sølv jeg har hængende over hovedet. Guld og sølv der er fremskaffet af dårlig karma og bygget på synd og tilgivelse.
Medens jeg går rundt i katedralen og henter indtryk til min videre pilgrimsfærd tænker jeg på pilgrimmene der gået hertil for at uddybe deres tro. De må have haft noget godt fodtøj. Nogle længes måske efter livskvalitet i en moderne verden, og så der måske dem der er lige som mig. Jeg kan slet ikke kan ikke forklare det kald jeg fik, om at stå og kigge på den lille sølvkiste med knogler.
Hvorfor kører jeg på motorcykel til den gamle katedral ude ved Costa da Morte? Godt tanket op med åndelige indtryk går turen tilbage til hotellet. Godt sulten kigger jeg på menukortet, tager en drink og kigger rundt i barer for at se om der skulle være nogle jomfruer i restauranten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar