by Valle V
Jeg stod på havnen i Finisterre og kiggede mod Cap Finisterre. Kiggede på de pilgrimme der gik oppe på bakken, oven for havet. Tænkte på en salme:
Alle gode gaver de kommer ovenned. I det samme var der en højtflyvende måge der sked mig i nakken - så tak da Gud, ja, pris dog Gud for al hans kærlighed!
3 august 1492 stævnede de tre skibe Santa Maria, Niña og Pinta ud på havet fra Palos i bunden af Spanien. Troende kvinder og mænd gjorde korsets tegn og regnede ikke med at se skibe og besætninger igen. Skibene var på vej i afgrunden, udover scenekanten, sådan var det. Skibene skulle til Indien. Indien fandt de aldrig. De fandt Cuba og Amerika, og jorden var ikke flad til alles overraskelse rund.
Sådan Columbus. Finisterre “Fisterra på galicisk” var enden på den verden man kendte. Det romerske fuldemands ævl om at jorden var flad, stoppede da Columbus kom hjem igen. Cap Finisterre har gennem århundrede været en symbolsk endestation for mange pilgrimme på deres færd til Santiago og det bliver det ved med at være.
På den ca. 150 km. korte tur fra Santiago langs Costa Da Morte til Finisterre, findes der en umådelig smuk natur, det en åbenbaring at se havet og smukke fjorde med de kridhvide sandstrande, selv i regnvejr. Fyrtårnet på Cap Finisterre ligger på en stejl klippe, hævet over havoverfladen med udsigt over den sagnomspundne kyststrækning, hvor et hobetal af skibe har påsejlet de skjulte skær ud for klippekysten.
På køreturen langs Costa Da Morte passerer vi flere hyggelige landsbyer og fiskerbyerne langs kysten. Her finder du helt friskfanget fisk og skaldyr på restauranterne. Muslingeskalder i tusindvis.
Vi står i regnen oppe på Cap Finisterre og er utrolig glade for at jorden er rund med gode veje, så vandet kan løbe væk. Regnen er tiltagende men vandet ovenned er varmt, så tak da Gud, ja, pris dog Gud for den varme regn.
Vi står nogle lange minutter ved pilgrimmenes endestation godt våde. Vi vender motorcyklerne og kører en direkte vej tilbage til Santiago, for at få noget tørt tøj på. Jeg takker og priser Gud for at jeg er pilgrim på motorcykel.
På hjemturen tænker jeg på, at man har ikke været i Galicien og den forrevne kyst ved Atlanterhavet, hvis man ikke har besøgt Cap Finisterre. Her hvor apostlen Jacobs knogler drev i land og redet af en rytter på hest.
Den ultimative endestation for pilgrimme. Ude på klipperne står de glade pilgrimme og ofrer deres slidte sko og svedige tøj over et bål. Flammerne og lugten fra bålet forsvinder bagud, vi er kørt. Tak fordi jeg ikke skal gå tilbage til Santiago, så hellere pløje sæd ned i sorten jord.
Vi pløjed og vi så'de
vor sæd i sorten jord,
så bad vi ham os hjælpe,
som højt i Himlen bor,
og han lod snefald hegne
mod frosten barsk og hård,
han lod det tø og regne
og varme mildt i vår.
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!
by Valle V
Jeg kiggede ud af vinduet på hotellet i Santiago, skyer og regnvejr for første gang på min pilgrimsfærd. En tur ud til Cap Finisterre i dag, ud til Dødens Kyst og det regnede. Nå, på med den optimistiske hat og det gode humør, ned med morgenmaden og på med regntøjet. Op på jernhesten og mod vej C-543. Denne køretur går ikke uden musik. På med Tom Petty and the Heartbreakers. Det er rart at have en motorcykel med fire højtalere, men det er ikke altid at mine medtrafikkanter syntes godt om det.
Jeg kørte gennem Santiago til numret ”Something Good Coming” og ud på vejen mod Brion. Jeg ville køre en tur langs Costa da Morte, inden mit møde med Cap Finisterre. Byerne Muros, Louro, Carnota, O Pindo, Cee og Sardineiro Debaixo skulle placeres på mit caminokort, inden mit møde med fyrtårnet ved endestationen på caminoen. Vejen ud til Costa da Morte er god men våd og glat.
Med Tom Petty på anlæget gik det hele op i en højere enhed og jeg kom i tanke om en fantastisk koncert i Danmark med Tom Petty and the Heartbreakers. Tom Petty havde ikke været i Danmark siden Temples in Flames Tour i 1987, hvor han var på scenen sammen med Bob Dylan. Tom gik på venue i Horsens og råber ud over folket ”We got a lot for you”.
Jeg hopper tilbage i tiden og er til koncert i en dansk by der hedder Horsens, byen er kendt for gode koncerter. Horsens er en satellitby til den jyske hovedstad Aarhus. Det med at hoppe tilbage i tiden gør jeg meget på denne caminotur. Det er som mit liv hver dag bliver sat mere og mere i relief.
”Listen to Her Heart”. Gamle venner og bekendte fra ungdommen var mødt op denne aften i Horsens, for at få genopfrisket sange fra vores ungdoms sangbog. Det var en koncert for det grå guld i Midtjylland, en koncert for dem der har været aktiv i musikken siden 70’erne. Sangene og melodierne var som altid,
”Tom Petty sprøde og lækre”, guitarsoloer med 12 strenget vellyd. Tidløs ærkeamerikansk sydstatsrock der omklamrede publikum den aften.
Naturen langs Costa da Morte er lige så sprød som de 12 strengede guitarer, der vælter lyd ud af mine højtaler på motorcyklen.
Im a fucking Rebel fra Midtjylland
Tom Petty and The Heartbreakers fra Gainesville, Florida gav den gas i 113 minutter, med 19 velspillede numre med Southern Accent. ”I love it”. ”Im a fucking Rebel”, fra Midtjylland. Barndomsvennerne, Tom Petty & Mike Campbell, spiller stadig med den samme entusiasme, som de lagde ud med i midt halvfjerdserne. Tom Petty and The Heartbreakers er et fantastisk orkester – dengang og nu!
Måske er det ikke tilfældigt.
Det var nok heller ikke tilfældigt, at apostlen Jakobs knogler i det 4. århundrede blev sendt til Costa da Morte. Det betød nemlig at kristendommen kunne komme til at dominere verden med Spanien som ny base.
Kristendommen ankom med skib til denne kyst. Kysten fik navnet Costa da Morte, fordi man troede, at verden sluttede her. Her blandt øer, klipper og det barske hav endte den kendte verden, og midt på Costa da Morte ligger Cap Finisterre.
by Valle V
Vores jernheste brummede sig vej op gennem de små gader i Santiago. Vi tøjrede dem med ærefrygt, langs muren uden for den gamle katedral. Selve Praza do Obradoiro var tanket op med pilgrimme, der havde slået telte op på pladsen, for at vente på Gudstjenesten inde i den gamle katedral.
Jeg satte mig på en trappesten ved siden af katedralen og kiggede på en mand, der var i dyb jam session med sin sækkepibe, hund og kirkeklokkerne i tårnet. En stor blanding af oprindelige pilgrimme og turister myldre rundt om katedralen, som tissemyre der ville ind i deres tue, for at hente åndelig honning. Jeg tænker på, at uanset om du er pilgrim eller ej, så er Santiago en stor oplevelse. En oplevelse opkaldt efter den hellige ”San” apostel Jakob ”Tiago”.
Jeg går en tur ud blandt telte og pilgrimme, for at kigge på katedralens facade med de tussegamle klokketårne. Det er her hvor tidens vingesus pludselig rammer dig med en mavepumper. Bum. En fantastisk tidsrejse ned gennem Europa til et byggeri, der blev opført fra år 1075 til 1122, er blevet til virkelighed for mig. Jeg kan stadig ikke helt forklare, hvorfor det var så vigtigt for mig at komme til Santiago, og det kommer jeg nok aldrig til.
Sammen med ildelugtende pilgrimme der er iført bagage, telte og beklædning som ikke er vasket i flere dage, kanter vi os op ad den store trappe fra 1600 tallet, til en duft af vaskeægte menneskesved og lyden af kirkeklokker tilsat sækkepibe i det fjerne. Vi går op gennem det store midterskib, til et katolsk overflødigshorn i guld og sølv. Kristent kunst der aldrig forgår.
Jeg tænker på alle de fortabte sjæle i en parallel religion. En religion der har overbevist troende om at de skal i himlen og have seksuel omgang med 72 jomfruer i paladser af guld og sølv, med basunengle og det hele menageriet. Fysisk kontakt med 72 jomfruer som man slet ikke kender og som man måske ikke har en god kemi sammen med. Måske er det 72 sure gammeljomfruer, Gud har fundet frem af gemmerne, for at lave lidt himmelsk reality show og underholdning til tv-kanalerne der kører deroppe?
Når man så som troende, total stakåndet, har nakket 72 jomfruer hvor over halvdelen er godt sure fordi man var ved at løbe tør for fysisk energi og lugter lidt af sved, skriver man så under på underholdningsbidrag og børnebidrag? - Det kan godt blive en dyr omgang med 72 jomfruer der nu er blevet til koner, der måske har fået dobbelt så mange børn.
72 jomfruer der nu er begyndt at tale i munden på hinanden om hvor du skal bo med dem. Guld og sølv skal ligges hver måned til budgetter med tøj, sport, ferier, middagsselskaber og dagligvarer. Så er der guld og sølv til skoler og fritidsordning. Jeg tror faktisk det er lettere med en religion, hvor man kan blive udødelig.
Klokkerne i katedralen runger i en fast rythme, som en melankolsk puls fra en anden tid. Jeg tænker stille på juleaften da jeg gik ned i kælderetagen under altret, og kiggede på den lille sølvkiste med apostlens Jakobs knogler. Lyden fra klokkerne og den lille sølvkiste rusker i min aura, og en vind fra en anden tidsalder blæser med gennemtræk i min sjæl. Jeg reflekterede på dette og falder i staver ved synet af ornamenterne på den lille kiste. Måske var det vind fra alle de sjæle der har stået her og foldet deres åndelighed ud, medens de har bedt om tilgivelse.
Jeg kommer også til at tænke på middelalderen og det afladssystem der opstod. Et økonomisk smart system der kunne give syndere tilgivelse for det lort de havde lavet. Datidens klikafgift når man hvade været slem og lavet synder. Jeg tænker på alt det guld og sølv jeg har hængende over hovedet. Guld og sølv der er fremskaffet af dårlig karma og bygget på synd og tilgivelse.
Medens jeg går rundt i katedralen og henter indtryk til min videre pilgrimsfærd tænker jeg på pilgrimmene der gået hertil for at uddybe deres tro. De må have haft noget godt fodtøj. Nogle længes måske efter livskvalitet i en moderne verden, og så der måske dem der er lige som mig. Jeg kan slet ikke kan ikke forklare det kald jeg fik, om at stå og kigge på den lille sølvkiste med knogler.
Hvorfor kører jeg på motorcykel til den gamle katedral ude ved Costa da Morte? Godt tanket op med åndelige indtryk går turen tilbage til hotellet. Godt sulten kigger jeg på menukortet, tager en drink og kigger rundt i barer for at se om der skulle være nogle jomfruer i restauranten.
by Valle V
På vej til katedralen i Santiago tænker jeg på min pilgrimsfærd. Jeg tænker på at der siges at El Camino ligger under Mælkevejen, og man følger en linje der afspejler energien fra stjernesystemet. Star Wars filmene er opfundet af mennesker der har været ude i stjernesystemet eller vandret rundt på El Camino. Kreativ energi vælter ind i kroppen på pilgrimmene. De gående, dem på hest eller motorcykel. Sjælen udvikler fredelig energi på pilgrimsfærden. Vi er alle pilgrimme på en jordisk færd mod højere bevidsthed.
Beam me up Scotty - jeg vil have jomfruer.
Jeg tænker på alle de sjæle der aldrig finder fred med sig selv. Sjæle der kun fremavler had, begær og ufred gennem tro på et andet liv. Sjæle der bliver så radikale i deres tro og er parat til at dræbe med deres indelukkede idélogi som våben. Det har altid undret mig at der findes trosretninger blandt levende sjæle, der mener at man får sexuel omgang med jomfruer inde i gyldne paladser, når man forlader denne verden, efter man har puttet en håndgranat op i røven og sprunget sig selv og andre i luften.
Faktum er at de kommer til at ligge som hakket kød i Hades store slagterforretning, vakuumpakket og parat til middagsbordet. Bean me up Scotty - jeg vil have jomfruer, guld og sølv. Hey, lad os alle i fællesskab finde fred og visdom og udvikle en verden i harmoni under Mælkevejen. Vi lever kun nu.
Vi finder en frokost og et koldt glas hvidvin medens vi rammes at en utrolig indre siesta ro. Jeg syntes pludselig min paella blev levende, da jeg kom til at tænke på den tidlige tradition for at Pilgrimmene samlede muslingeskaller, de såkaldte Ibskaller. Skallerne bragte de hjem som bevis på, at de havde gennemført rejsen. Skulle jeg tage et par paellaskaller med hjem? Det er jo en traditionen for rejsen her til Santiago. Muslingeskallerne kan købes i alle kiosker men jeg går efter den ægte vare.
Muslingeskallen eller østersskallen er blevet et symbol på den pilgrim, der vælger at vandre mod Santiago de Compostela. Legenden er om Sankt Jakob, altså den Jakob det hele drejer sig om, altså broderen til apostlen Johannes. Hey, Jesus kaldte dem Tordenbrødrene, da de engang havde bedt Jesus om at sende lynild over en særligt ugudelig landsby, som ikke ville møde dem.
Efter sit forsøg på at gøre den Iberiske halvø kristen, ganske få årtier efter Jesu død, vender Sankt Jakob tilbage til Jerusalem. Sankt Jakob bliver hurtigt uvenner med de magtfulde romere og bliver henrettet ved halshugning, ikke mere ballade med ham, tænkte de. Romerne tog fejl. Jakobs disciple bortfører den døde Sankt Jakob og anbringer ham i en båd på molen i Haifa. Med vindens og Herrens engles hjælp sejler båden syd om Gibraltar og videre til Galiciens kyst.
Da båden ankommer med Sankt Jakob s lig, rider en rytter forbi på stranden, og sammen med sin hest og noget tov som han havde med, arbejder han på at bringe de båden sikkert i land, men både hest og rytter bliver trukket ud i vandet og er ved at drukne. De reddes af en guddommelig indgriben. Hest og rytter kommer frelst i land dækket med hvide muslingeskaller. Gennem denne historie og middelalderen blev det almindeligt, efter et pilgrimsbesøg i katedralen i Santiago, at fortsætte vandringen omkring hundrede kilometer mod Finistere. Derud til Verdens Ende for at mindes Sankt Jakob, hest og rytter.
Derude ved Verdens Ende brændte man sine pilgrimsklæder på stranden og iførte sig en ny beklædning. Det var et tegn på den friske tilfredsstillelse pilgrimmene havde oplevet ved at fuldføre sin pilgrimsvandringen. Det indebar at man fandt nogle karakteristiske muslinger på stranden, kørte service på en paella og bragte en muslingeskal med hjem.
Jeg tog en muslingeskal fra min paella og lagde den i topboxen, ikke for at starte en ny tradition men for at vise respekt over for den person der havde lavet min paella. Jeg ville ikke til at brænde min motorcykelbeklædning på gågaden i Santiago og tage nyt tøj på og hvem ved hvornår jeg fandt en muslingeskal igen? - Men det er en anden historie.
by Valle V
I hjørnesofaen på hotellet i Santiago de Compostela sidder vi og venter på blæksprutter som de laver dem her på matriklen. Jeg har været i byen hele dagen. Med lukkede øjne sidder jeg tænker på de to sidste dages kørsel på de små bjergveje mod delmålet her i Santiago. I 11 & 12 hundredtallet vandrede en halv million pilgrimme årligt ad disse veje vi nu har kørt på.
De brugte hele og halve år for at gennemføre turen til katedralen Santiago. De udsatte sig selv for sygdomme, landevejsrøvere og vilde dyr i deres jagt på fred i sjælen. Sidder og tænker på hvor nem turen er på motorcykel, og at jeg en dag måske vil prøve at gå turen, i hvert fald nogle dage.
Selv om jer ikke er katolsk eller særlig meget protestant er jeg dybt klar over, inderst inde, at der findes en højere åndelig energi. Jeg tror på noget som jeg gerne vil finde en dag. Måske kan en frisk gåtur hjælpe med dette åndelige tiltag, motorcyklen kan ikke hjælpe mig indtil nu. Tænker på El Camino del Norte: El País Vasco, Cantabrien, Asturias og Galicien. Tænker på at jeg om 12 timer skal en tur til Finisterre verdens ende, før jeg skal køre tilbage mod Leon ad El Camino Francés igennem landsbyerne i Navarra, La Rioja og Aragón for at til sidst komme til Castilla-León, for at vende forgaflen mod syd og køre "Deep Down Spain."
Vi har kørt de langs de Kantabriske bjerge ved vandsiden. Bjergene (Cordillera Cantábrica) danner Asturiens grænsen til provinsen León mod syd. I den østlige del af bjergkæden finder man Nationalparken Picos de Europa med det højeste bjerge Torrecerredo der når op i 2.648 m højde. De små pyrenæer består af kalksten. De kantabriske bjerge breder sig over 200 km fra Galicien vest for Asturien til provinsen Kantabrien mod øst. Vilde kystklipper og bjergene inde i landet.
Kysten ud mod Biskayen er lang med masser af strande, vige og naturlige klippehuler. Blandt de berømte er Playa del Silencio (Stilhedens strand) nær ved fiskerbyen Cudillero (vest for Gijón) og de mange strande rundt om feriestedet Llanes. De fleste af Asturiens strande er sukke og dækket af sand.
Galicien har også været et fantastisk bekendtskab. Jeg kan se de mange fjordlignende kyststrækninger i morgensolen. Jeg forstår bedre hvorfor de spektakulære landskaber tiltrækker masser af turister. Galiciens kyst er et af verdens væsentligste fiskericentre så jeg glæder mig til blæksprutterne om lidt. Jeg synker dybere ned i lænestolen og tænker på de velbevarede og uberørte skove og landskabet med de grønne bakker. Landskabet adskille sig væsentligt fra, hvad jeg i øvrigt forbinder med Spanien. Jeg tager en mundfuld hvidvin og vil vide lidt mere om lokaliteten jeg befinder mig i.
Jeg tager mobiltelefonen frem for at blive klogere på Santiago de Compostela. Et link fortalte mig at jeg sad i hovedstaden for regionen Galicien i nordvest Spanien. Beliggende i provinsen La Coruña imellem byerne A Coruña og Pontevedra. Jeg kunne også læse at byen ligger centralt i det galiciske højland 40 km fra Atlanterhavet. Ahora hay calamar.
by Valle V
Jim & Jimi og dørene mellem bevidsthed og underbevidsthed – September 1970
Der var stegevarmt på mit hotelværelset i Santiago de Compostela. Jeg tog lagnet fra sengen med ned til en liggestol på bagsiden af hotellet. Jeg lå og kiggede op på mælkevejen der summede svagt over mit hoved. Pludselig skiftede min hjerne kanal og jeg kom i tanke om starten på mit sidste år på Ny Munkegade Skole. Helt her ude ved Atlanterhavet lå jeg og kunne ganske klart huske 2. september 1970.
Den dag Rock n’ Roll blev farlig.
Endnu en sommerferie var forsvundet som en sky for solen. Nu var det sidste år på Ny Munkegade Skole jeg skulle slæbes igennem, på lærdommens lange trivielle og kedsomme vej. 10’ende klasse og så finito, så kunne mit voksne liv starte. Jeg havde fået et job kontorbud og tjente gode penge, 95 kroner om ugen, så der var altid råd til en koncertbillet eller to.
Onsdag den 2. september 1970 blev en underlig dag i mit, ikke så gamle musikunivers. Det var den dag jeg mistede min musikalske mødom, hvis man som mand kan have sådan en. Hvis en musikalsk mødom findes til mænd, så ligger min måske i et hjørne af Vejlby-Risskov Hallen.
I det store frikvarter talte vi om musik. Vi talte om Jim Morrison og Jimi Hendrix og den ”Cry of Love Tour” han turnerede med lige nu. Jeg var vild fascineret at Jimi Hendrix og hans måde at vride guitaren på, men jeg syntes også at han var et skrøbeligt syrehoved. Jeg var egentlig ikke så meget til solister dengang. Jeg var til The Doors & Jim Morrison selv om Mr. Morrison også var et verbalt syrehoved.
Jeg elskede Jim's sange og så virkede han maskulin og pigerne elskede ham. Han virkede utrolig selvfed og selvsikker. Han kunne stå og synge ”Light My Fire”, gå på toilettet efter et gig og knalde en lækker hippie pige, gå på scenen igen og så tage hjem og spise aftensmad, sejt. Han virkede mere solid end Jimi Hendrix, men det skulle vise sig at jeg tog gruelig fejl.
”Skal du til Jimi Hendrix i aften Valle,” siger Helle medens vi sidder på bænken under bøgen ude i skolegården. Hippie Helle var ikke som de andre piger i klassen. Helle var til Rock n’ Roll. Helle kunne også lide Frank Zappa, hvor mod de andre piger i klassen kun var til popmusikken.
Jeg kiggede på Helle og sagde: ”Jeg har spurgt Fuggi, Junne og Stefon, men de har ikke råd til billetter. "Der kommer Stones næste onsdag og så The Who sidst på måneden, så jeg ved ikke rigtig,” sagde jeg. ”Hvorfor tager du så ikke med mig, du kan stadig få en billet, der er ikke udsolgt,” sagde Helle. Jeg kiggede på Fuggi der sad og kiggede ned i asfalten. ”Skal du låne," spurgte jeg. Fuggi rystede på hovedet og sagde: ”Jeg har ikke råd og så skal jeg til brydning”. Jeg tænkte i 10 sekunder over Helles forslag og så hoppede jeg op min knallert og kørte op til Kaabers Musikforlag i Ryesgade. Billet til Jimi Hendrix 15 kroner.
Efter endt arbejdstid hos Kaas og Martæng Reklamebureau tog jeg et bad og hentede Helle på min lille Puch. Jeg var dresset op med hvide Wrangler Jeans, Blå Wrangler Cowboy Jakke, Beatlesstøvler og en helt ny storblomstret skjorte med overdrevne store skjorteflipper og trompet ærmer. Helle var dresset op i en hvid sommerkjole og Jesussandaler. Jeg var helt parat til noget fed guitarstreng, jeg var helt parat Jimi ”syrehoved” Hendrix. Hele sommeren var gået med at høre The Doors & Morrison Hotel, jeg elskede The Doors, det var mit band, sammen med Steppenwolf og mindst 30 andre bands.
Jeg ved ikke hvor mange luftguitarer jeg har slidt op til The Doors og Steppenwolf. Deres tekster og musik lå øverst på spillelisten i mit musikunivers. På min knallert op gennem Nordbyen, med Hippie Helle bagpå med flagrende kjole, frydede jeg mig over at jeg var den eneste af drengene der skulle i Vejlby-Risskovhallen en kedelige september onsdag i provinsbyen.
Lille Puck & Band of Gypsys
Min gode ven Fuggi havde købt Band of Gypsys pladen. Jeg havde hørt den Lp mange gange i løbet af sommeren. Jeg kunne speciel godt lide nummeret Machine Gun men også Who Knows og Buddy Miles nummeret Changes. Helle og jeg sad på knallerten og talt om hvilke numre vi forventede at høre. ”Bare han sætter ild til guitaren når koncerten er forbi, så er jeg glad,” sagde jeg.
Helle hoppede af knallerten og spurgte: ”Skal vi ryge en fed, eller vil du hellere have et syretrip?” "Lad os bare ryge en fed,” sagde jeg. Jeg ville ikke fortælle Helle, at jeg i sommerferien havde spist et syretrip som hed ”Purple Haze”. Jeg var blevet så bange at jeg løb på bølgende fliser fra Vesterbro Torv ud til Hotel Varna, af angst for brandbiler med udrykning. Den dag blev der åbnet nogle døre op i min hjerne, døre mellem bevidsthed og underbevidsthed, på den seks kilometer lange løbetur. Døre jeg aldrig ville åbne igen, så at ryge en lille fed var ok.
Vi fik røget den fede i en lille feminin chillum med guldtråd. Vi gik hen mod folkemassen der stod og ventede på at blive lukket ind i Vejlby-Risskovhallen. Selv om jeg var ganske ung, var jeg en ivrig og rutineret koncertgænger. Jeg kunne godt styre at ryge den koncertfede, men den lille fede bandit Helle og jeg lige have røget gik helt til kanten af optur og nedtur. Jeg var skæv som aldrig før.
Jimi gik på scenen på en baggrund af røde muresten hvor der med store bogstaver stod Østjylland. Jimi begyndte helt cool at vride i guitaren. Det gjorde han så i 20 minutter. På mig virkede det som om han spillede i 20 timer, for derefter at vakle hen til scenekanten og blive ført væk. Wow tænkte jeg, det var stort.
Jeg kiggede på Hippie Helle og sagde: ”det var da fed koncert Helle, fed guitar”. Helle kiggede lidt fornærmet på mig og sagde: ”han spillede kun i 20 minutter før han blev syg og gik”. ”Er det rigtigt, jeg syntes det var pisse fedt, en fantastisk koncert”, sagde jeg. Helle og jeg kørte ned til værtshuset Raffelbægeret og drak et par øl og kyssede lidt. Jeg sagde godnat til Helle og trak knallerten hen af Nørre Allé, jeg var blevet for svimmel til at køre. På hovedet i seng uden at vække de gamle. Vågnede ved at min mor råbte: ”du kommer for sent”.
Jeg lå i sengen og kunne ikke komme op. Jeg lå tænkte på koncerten, men kunne ikke huske andet end nummeret Freedom og så nogle trommelyde. Jeg har senere læs mig til at han spillede Freedom, Message to Love og Hey baby (New Rising Sun). Jimi var syg da han vaklede af scenen i Aarhus påvirket af Mandrax sovepiller. Jeg kan huske at jeg dengang tænkte at det var godt spillet på sovepiller. Jeg har læst at han dagen efter gav en af sine bedste koncerter i KB Hallen. Men Jimi var for langt ude på et skråplan. 18 september 1970 døde James Marshall kun 27 år gammel.
Rockmusikken levede videre som intet var sket, bortset fra den musikalske platform var blevet fattigere. September måned skulle blive den helt store måned for koncerter I Aarhus med mine favoritbands. Drengene og jeg havde billetter til The Rolling Stones der skulle spille ugen efter Jimi Hendrix. The Who gik på venue tre dage efter Jimi’s død. Men hvilken musikalsk september måned i min lille by.
Et stort stjerneskud strøg hen over Mælkevejen og Santiago de Compostela. Jeg faldt i søvn nogle timer. Jeg vågnede ved at der blev råbt: " Valle du kommer for sent".
by Valle V
Den friske luft fra havet strammer huden på plads efter en nat med søvnunderskud, og mit ansigt finder først de rigtige folder da vi kører gennem byerne Ribadesella og Villaviciosa. I mit sidespejl kan jeg se en sløv rød sol stå op gennem disen der ligger som en dyne over hele kysten. Lyden fra Harleyerne skræmmer fuglene langs vejen væk, de skriger og er utilfredse med lyden fra vores Big Twin motor.
Calle Nicol i udkanten af Gijón ligger øde og mennesketom, den søndag morgen, da vi fyldte benzin på motorcyklerne. Solen var begyndt at få kål på disen, medens den lækre sandwich fra tankstationen, med en let salat og sortfodssvin, gled gennem spiserøret sammen med en kold Fanta, for at parre sig med den store bøf jeg spiste lige før midnat i går aftes. Nu var kroppen bygget helt op med kalorier til en lang på Caminovejene.
Skulle vi fortsætte på den nordlige vej, eller skulle vi dreje fra her i Gijón for køre ind gennem bjergkæden mod León og tage den franske Caminovej til Santiago? Vi valgte at blive på den nordlige vej, og så tage den franske vej fra Santiago til León, når vi skulle fortsætte mod Toledo senere på ugen.
Vi kørte ind gennem Gijón der var ved at vågne op efter en sommerlørdag. Store lastbiler med vand spulede gader og stræder medens mænd og kvinder med koste var ved at gøre byen ren.
Jeg har altid været fascineret af den måde spaniolerne gør deres byer rene efter nattegriseri. Skrald og menneskelig fluidum bliver vasket væk inden der kommer mennesker og turister på gaden igen – det kunne vi lære meget af i Danmark. Mange danske byer ligner noget der er løgn, en sommersøndag morgen. Svineri uden grænser.
Efter nogle minutter kommer vi så helt ud til kysten og ind på en scenarisk del af den nordlige vej. Vi skal ud på en 150 kilometer lang vej med bjerge til venstre og vand til højre, hele vejen mod La Coruna. En stor tredimensionel naturoplevelse.
Jeg sidder på jernhesten og koger Caminotanker om det jeg har læst rundt omkring på hoteller og restauranter. Det imponerer mig mere og mere, jo længere jeg kommer frem på Jakobsvejen, at disse veje siden middelalderen har været en vigtig del af menneskernes almindelig liv med tro, håb og tilgivelse. Måske var det datidens store reality show.
En rejse som måske blev den eneste i deres liv, for det var ikke en ufarlig rejse de var på. Jeg sidder og tænker tilbage på det jeg har set og kørt igennem. Vejen til Santander var en kompleks og spændende rute. (El Camino del Norte) er lige så gammel som Den Franske Caminorute. I middelalderen foretrak Europas konger og adelige, den nordlige vej. Så det gør jeg også.
Vejen var i gamle dage mere sikker end den franske Caminovej, da pilgrimmene her var langt fra krigen mod maurerne, der fandt sted på den anden side af bjergene. Ruten følger den Cantabriske kyst, en af Spaniens smukkeste kyststrækninger. Ruten er kuperet og krævende.
Jeg tænker tilbage på de smukke kystbyer og turens højdepunkter indtil nu, strandpromenaden og de lækre pinchos (baskiske tapas) i San Sabastian, og det verdensberømte Guggenheim museum i Bilbao og de små idylliske fiskerbyer og den fantastiske kyststrækning.
Den smukke kystlinje og de idylliske landsbyer med unikke køkkner, som kan tilfredsstille ethvert krævende sind. Ruten er fantastisk som motorcykelrute. Hyggelige hoteller ligger langs hele ruten. Den nordlige Jakobsvej er for dem, der ønsker en high class pilgrimsrejse mod Santiago. Du kan jo altid tage de andre Caminoveje når du skal hjem fra verdens ende.
